Til en snaps

Jeg tror det i var efterårsferien for to år siden, at vi var i Århus og en tur i Den Gamle By. Altså har billederne ligget og ventet længe.

Vi har været der flere gange siden, men dengang var det kun Emilie, Anders og jeg. Hverken jeg eller Emilie havde ikke været der siden ungerne var små (Emilie kunne slet ikke huske det), og Anders havde vist aldrig haft fornøjelsen før. Jeg kan huske jeg havde strikket en trøje, der skulle tages billeder af, og vi fandt fine baggrunde i Møntmestergården. Jeg kan også huske jeg havde læst om halvfjerdserbyen, som jeg rigtig gerne ville se.

Vi var omkring udstillingen Hotpants og Hønsestrik, Emilie var ved at falde bagover, over det afsindig grimme tøj – og blev kun mere bestyrtet, da vi kunne berette at vi faktisk havde haft sådan noget på. Jeg tror det var da Anders faldt i svime over en transportabel båndoptager af nøjagtig samme slags, som han selv havde haft for mange, mange år siden, at hun udbrød noget i retning af, at vi måtte være meget gamle – når vi ligefrem var på museum.

Vi sluttede dagen ved museumsbutikken. Det foresvæver mig at enten jeg eller Emilie skulle finde en gave. Måske var det os begge to. Ude foran museumsbutikken står en række små boder, som på visse tider af året er beboet af sælgere – vist mest kunshåndværkere af forskellig art.

I den ene af boderne stod en keramiker. Hun havde rigtig mange fine ting. Jeg fæstede mig lynhurtigt ved de små krus, der ville være fantastiske til snaps. Tænkte jeg. Først da jeg havde hentet Anders – der som regel er god til at holde sig fri af musemsbutikker og boder – gik det op for mig at hun havde et lille skilt, der bekendtgjorde at krusene både kunne bruges som æggebægre eller til snaps.

Anders købte ideen med det sammen, og inden længe var han ved at udvælge de fire flotteste. Jeg kan ikke huske prisen, og der står desværre ingen læsbar signatur i bunden, så jeg ved ikke hvem kunstneren er, men jeg ved at der var en pris for en og en anden pris for fire.

Mens Anders stod og valgte, lænede damen sig ind over disken og sagde at han endelig måtet tage dem allesammen frem, så han kunne finde nogle der ligende hinanden mest. Næ nej, sagde Anders, det er jo unika. det må gerne kunne ses, og derfor helst være så forskellige som muligt.

Damen blev tydeligt glad – langt de fleste kunder sætter ikke pris på forskeligheden, hvorefter hun vendte sig om efter det lille krus, der stod på en hylde bag hende. Det ligende nemlig ikke nogen af de andre. Mon Anders ville have det? Det ville han, og inden længe havde penge skiftet hænder, keramik var pakket behørrigt ind, og min taske var blevet en lille smule tungere.

Herhjemme bliver de små bægre kun brugt til snaps. Aldrig æg. De ville sikkert egne sig fint, men de får ikke lov. Snaps er de til gengæld rigtig gode til.

Så vidt jeg husker fandt vi også de ønskede gaver.