Mens foråret kæmper om at finde vej udenfor, er jeg gået i hi. Tiden flyver og pludselig er der gået en hel uge.. eller to.
I onsdags havde vi tøseaften. Planlægningen var klar, kalenderen opdateret, ugeplan og månedsplan sendt ud og snak med de der piger stod højt på programmet. Ingen havde lyst. Alle skulle noget andet, gad ikke, havde andre planer eller så bare ud som om de ikke anede, eller havde tænkt sig at finde ud af, hvad vi talte om.
Dagen før er sidste tilmeldingsfrist. Sådan har det alle dage været. Ingen tilmeldinger indløb. De adspurgte forældre så lige så uforstående ud som børnene. Altså endte vi ved lukketid med at kigge på hinanden. Vores kalendre var jo sådan set fyldt op, jo vi kunne da sagtens tage hjem i stedet, men når nu nogen havde meldt hjemme at sene hjemkomsttider var i vente, og vi andre har løstgående mænd og børn, der blot ville trække på skulderen, smile lidt og ønske os en hyggelig aften – hvorfor så ikke bare holde fast i det med tøseaften.
Berit var omkring Early Bird og et bord blev bestilt. Dermed kunne vi slutte arbejdsdagen med et glas astii, inden vi satte kursen mod Hvidovre, Arti'kok og en treretters menu. Selskabet var udsøgt, maden var god og betjeningen spøjs, grænsende til påtrængende jovial. Det sidste grinede vi mest af, og havde en dejlig aften.
Det er både skønt og godt med kollegial samvær. Vi blev da også enige om at vi gør det for lidt, og snakkede om ikke vi burde planlægge det og kalde det aftenarrangementer, så alle har mulighed for at komme hjemmefra.
Skøn tanke,at lægge samværet ind i kalenderen, jeg er færdig på arbejdsmarkedet, og mødes med gamle kollegaer, vi lægger det i kalenderen.
SvarSletGarnløkken, retfærdigvis skal det siges, at vi har gjort det før... men så går tiden og vi glemmer det :)
SletDet lyder dejligt at mødes med gamle kolleger.