Skrig, skrål og regulær gadekamp

Lige inden vi løb ned ad trappen, på vej mod billedetagning, i søndags, lød en veritabel larm af højeste gear udenfor. Anders forsøgte at se, men kunne kun konstatere skrig og skrål af den meget skræppende slags.

Nede i gadehøjde, gik han forrest mens jeg sakkede agterud. Larmen var øredøvende, og mindede mig mest af alt om måger efter en pløjende landmand. Giv os orm, giv os ooorm, synes jeg næsten skrigene lød som.

Anders er mere lydhør for fugleskrig, og mente at kunne høre alarmerende skader. Med et drej om hjørnet blev der udsigt mod træerne bag huset, mens buskene stadig dækkede for de reelle handlinger. I toppen af træet residerede et par krager, de hoppede og gyngede og så mest af alt ud som klappede de i takt.

Længere oppe i luften fløj mågerne rundt, og først helt henne bag buskene viste det sig hvorfra al larmen stammede. Mens en våge fortrak, lå resterne af en pudekamp spredt over stien, og længst inde under hækken havde en enlig due gemt sig – sikket i håbet om overlevelse.

Den sad der endnu da vi gik tilbage. Mens jeg er romantisk nok til at tro på overlevelsen, mente Anders at den aldrig ville få en chance. Han var sikker på at vågen stadig sad på lur, klar til at slå til i samme øjeblik duen ville vove sig frem.

Han har sikkert ret. Specielt fordi den sad helt stille, da jeg forsigtigt satte mig ned og fik tændt for kameraret igen. brystet hævede og sænkede sig med forpustet fart, men den forsøgte end ikke at flytte sig bare den mindste lille smule. Den sad bare, noget forpjusket og med øjne der ikke blinkede en eneste gang. Ikke specielt gemt, men krøbet lidt i skjul.

Vi gik hjem igen. Lod naturen gå sin gang og nåede at tænke tanker om survival of the fittest. Ikke det vi ser mest til i forstaden.