torsdag den 31. juli 2014

Udsigten fra en bænk


Jeg havde en aftale med min mor i går. Jeg var i god tid. Meget god tid. Så god tid, at jeg godt kunne have taget hjem, smækket benene op og siddet stille temmelig længe, inden jeg ville skulle køre igen.

Det turde jeg ikke. Jeg var bange for at falde i søvn, og aldrig komme ud af døren igen, hvis først jeg tog hjem.


Ved Damhussøen


Så jeg kørte halvvejs, købte en flaske koldt vand og satte mig på en bænk med det medbragte strikketøj og kiggede på vand og mennesker ved Damhussøen.

Der er mange sjove mennesker ved Damhussøen.

For eksempel de to unge gutter, der tydeligvis ikke var fra området - eller Sjælland for den sags skyld. De var på cykel på vej mod København - måske. Det var lidt svært at bedømme, da den ene og lidt mere stedkendte udpegede en nogenlunde retning og forsikrede at der ikke var særlig langt.

Eller bedstemoren, der var ved vandet med to drenge og med den største tålmodighed ventede og kiggede og hjalp, mens drengene hentede den ene lille fisk efter den anden op fra søens dyb med de medbragte net.

Der var også de to ældre damer, der helt tilfældigt mødtes ved søen. De var tydeligvis gamle veninder, men plejede ikke lige at mødes der. Tilfældet ville, at den ene, der plejede at gå om formiddagen var blevet hjemme i regnen og først kom ud senere, mens den anden anden skulle forbi posthuset med et brev til sin datter i Paris. Det koster mange fine frimærker at sende brev til Paris.

Der var børn og voksne, der var is og hygge og afsindig mange mere eller mindre elegante løbere om søen.

Jeg sad der en times tid, fik strikket en del masker og tømt min flaske med vand, inden jeg igen hankede op i cyklen og fortsatte til min mor, der ventede og havde theen parat.

2 kommentarer:

  1. Det lyder som en dejlig tur :-) Jeg kan også godt lide at sidde et stille sted og bare iagtage folks gøren og laden. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Catarine. jeg gør det bare alt for sjældent :)

      Slet