Til fisketuren

I al den tid jeg har kendt Anders (det er efterhånden længe) har han med mellemrum fablet om at lave knive. Ikke klingen. Ikke endnu i hvert fald. men skæfter. I sin ungdom gjorde han noget i det, og ind imellem falder tanker tilbage og lysten bryder frem.

Da vi for efterhånden længe siden blev inviteret til fødselsdag hos Bettina og Klaus, og jeg meldte ud at Bettinas gave skulle være malede billeder af hendes døtre, dukkede tanken op igen. Den satte sig fast og en dag blev den også sagt højt. Han skal have en kniv, lød det fra Anders. En filetkniv til fiskekassen, for jeg har set fiskekassen og ved hvad han mangler.

Der gik ikke længe inden materialer dukkede op med posten, og processen satte igang. Det er ikke sådan lige at lave et skæfte. Det kræver tid, det kræver præcision og det kræver tålmodighed. samtidig et det ikke nogen dårlig ide at have et arbejde der involverer maskiner, der kan lånes efter arbejdstid. Maskiner, der kan bruges til det grove.

Skæftet er ikke bare et stykke træ. Næh, der er mange dele. Flere end jeg troede der skulle til sådan en, og med et færdigt resultat jeg ikke i min vildeste fantasi kunne se inden den blev færdig.

Det færdige resultat er temmelig imponerende. Og silkeblødt.

Den midterste del er kork. Kork fordi kork kan flyde, og skulle ulykken ske, at den bliver tabt over siden af båden, vil den ikke synke til bunds. I enderne er korkmidten flankeret af kamelben pakket ind i tynde grønne fiberplader. Yderst et sykke af en elmeknude.

Han lavede selvfølgelig også en skede. Af valset kernelæder og gedeskinssnøre. Syningen opfandt han undervejs.

Jeg er ikke den eneste, der er imponeret!