Min mors trøje skulle forkortes. Den var strikket på begge leder i paneler (Paneldebat) og mens det var forholdsvist let at samle masker op i de lodrette paneler, var det noget sværere, i de vandrette.
Jeg ville egentlig have hæklet, inden jeg klippede i de vandrette baner, men med ret- og vrangstribemønstret, var det noget nær umuligt at gennemskue hvor jeg var henne, når både strikketøj og hæklenål skulle være der på en gang.
Løsningen blev at sy i hver enkelt maske. Jeg syede tungesting, eller knaphulssting, der låser hver enkelt maske og i princippet gør det samme som en række fastmasker - det ser bare ikke lige så pænt ud. Det gjorde ikke noget, for det afklippede skulle alligevel gemmes bag en kant.
Langs hele den nederste kant samlede jeg derefter masker op i både de lodrette og de vandrette paneler, så jeg var klar til at strikke en Icord på.
Jeg strikkede Icord over fire masker. De fire masker samlede jeg op i den allerede eksisterende Icord langs forkanten. For at forme hjørnet strikkede jeg to pinde Icord uden at strikke sammen med maskerne på trøjen.
Det første panel - mod midt for - var et af de lodrette paneler, og her fortsatte jeg Icord-strikningen helt normalt, strikkede sammen med de masker, jeg havde samlet op og slog først masker op til kanten lige inden jeg nåede det første vandrette panel.
Jeg strikkede kanten over yderligere fire masker og arbejdede dermed med otte masker til kant og Icord. Alt er strikket ret, fordi jeg tænkte at en glatstrikket kant ville flane alt for meget i forhold til Icorden, der reelt har halvt så mange pinde.
Det var langt. Det bliver endnu længere, for med billeder vil jeg efter bedste evne forsøge at forklare hvad jeg gjorde.
På retsiden strikkede jeg ret over de første syv masker. Den ottende maske tog jeg løs af, inden jeg strikkede den første maske fra rækken af masker i bunden af trøjen ret, og trak den løse maske over = fastgørelse af Icord til trøjen.
Jeg har strikket de otte masker - den ottende er trukket over den første maske fra trøjen og Icorden er fæstnet til trøjen.
Nu er det så, det bliver sjovt. Strikkede jeg en almindelig Icord, ville jeg fortsætte med at arbejde fra retsiden, flytte maskerne tilbage til ventre pind, trække i garnet og strikke de fire masker igen - med fastgørelse til trøjen med den sidste maske.
Det gjorde jeg ikke her, i stedet vendte jeg arbejdet, flyttede Icordmaskerne og strikkede kun kantmaskerne. Det betød at Icorden stadig kun blev strikket fra forsiden, mens kantmaskerne blev strikket på både for og bagside.
Arbejdet er vendt. Vrangsiden er udaf, de første fire masker på venstre pind er de fire Icordmasker, som ikke skal strikkes før arbejdet igen er vendt med forsiden udaf.
Med garnet foran pinden flytter jeg de fire Icordmasker over på højre pind. Jeg flytter maskerne som skulle de strikkes vrang. Det er vigtigt, eller kommer maskerne til at sidde forkeret på pinden, når de skal strikkes igen.
Først når de fire Icordmasker sidder på højre pind, fører jeg garnet om på bagsiden og strikker den første af de fire kantmasker (fra venste pind) ret.
Den første maske strammer jeg godt til, så de fire flyttede Icordmasker bliver mast sammen, og kommer til at fremstå som en bule på arbejdet. Derefter strikker jeg de sidste tre masker ret.
Arbejdet på vrangsiden er slut, jeg vender igen mod forsiden og strikker ret over alle masker (bortset fra den sidste, der skal strikkes sammen med den første af trøjens masker.
For at Icorden ikke skal trække for meget sammen i bunden af trøjen, undlog jeg at fæstne hver femte omgang. Der skrikkede jeg bare ret over alle otte masker, vendte og strikkede vrangpinden, og fæstnede først på næste retsidepind.
På de to næste billeder har jeg forsøgt at fange følelsen af at Icorden trak og gerne ville runde, så kanten på bagsiden helt af sig selv lagde sig pænt over de afklippede paneler.
Inden jeg syede kanten til med små sting, gemte og hæftede jeg alle panelenderne i Icorden eller langs den nederste kant.
Kanten syede jeg til med små sting, og efter en blid vask lagde den sig rigtig pænt og så ud som havde trøjen aldrig været længere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar