mandag den 21. juli 2014

Endelig lykkedes det


For længe siden - engang sidste år.. eller var det forrige? Nej, sidste år, købte min mor garn og mente hun skulle strikke. Hun nåede ikke langt, før hun måtte indrømme at hun aldrig blev færdig og overlod mig garn og opskrift.

Jeg blev færdig inden jul og afleverede som julegave. Hun blev glad. Men! Min mor duer ikke til længder. Hun virker simpelthen bedst, når overskæringen sker omkring taljen. Hun ville aldrig komme til at bruge den længere trøje. At den havde et lille skød, gjorde det bare værre. Det virkede ganske simpelt ikke på min mor.

Altså fik jeg den med hjem igen. Men what to do?


Paneldebat


Det tænkte jeg længe over. Jeg havde umiddelbart en plan. Men en ting er at vide nogenlunde hvor jeg vil hen, noget andet er at være helt sikker på hvordan det skal foregå.

Problemet var at Paneldebat består af paneler strikket i først den ene retning, så den anden retning og så tilbage igen. Det var ikke noget problem at samle masker op i de paneler der var strikket lodret, de andre derimod.

Min tanke var, at jeg måtte kunne hækle og klippe, som i alle de uldne cardigans der bliver strikket rundt omkring som sweaters og siden klippet op. Jeg ville også gerne at den Icord, der går langs forstykke og hals, kunne fortsætte langs den nederste kant. Og samtidig ville jeg gerne have en kant på bagsiden, der ville skjule de klippede dele.

Det lykkedes mig at strikke en Icord med en kant på. Det var egentlig ikke svært, det var mere at regne det ud. Jeg har taget billeder af processen, men det bliver en anden dag.

I dag vil jeg bare fortælle at den er færdig. Endnu engang pakkede jeg den ind og afleverede den som gave. Denne gang en fødselsdagsgave. Min mor blev glad, og den passede lige præcis.





fakta3




Design: Paneldebat af Bente Geil.


Garn: Rasmillas Yndlingsgarn i farverne Flaskegrøn og Græshoppe. Jeg strikkede med to tråde, og som altid var det dejligt at strikke af.

Det færdige bluse endte med at have et forbrug på samlet 409 gram - cirka dobbelt så meget af det mørke som af det lyse. Samlet forbrug, fordi jeg ikke vejede den efter den blev forkortet.


Pinde: 3 mm.


Størrelse: Medium. Min mor havde på pind 3 en strikkefasthed, der var spot on. Det havde jeg ikke, og måtte derfor beregne alt om efterhånden som jeg strikkede.


Paneldebat


Bemærkninger: Min strikkefasthed passede ikke, men med en smule omregning lykkedes det alligevel at få alting til at passe.

Min mor ønskede en rund halsudskæring i stedet for V-halsen i opskriften. Hun ville også gerne have den højere, så jeg strikkede en ribkant inden Icord-afslutningen.

Som sagt blev den for lang, og jeg forkortede den med en Icord og en kant på bagsiden - beskrivelsen af det kommer i et andet indlæg. Jeg skal selvfølgelig nok linke dertil den dag det sker.

Og her er den - forklaringen: Den findes lige her, med masser af billeder og hedebølgetåget snak om hvordan.

 

Lavede jeg andre ændringer, må jeg indrømme at jeg ikke kan huske det.


Har du lyst til at se flere billeder af blusen, kan de ses lige her på Ravelry.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar