Somme tider har man lov at være heldig. Udsigterne fra dmi lovede ellers stabil og rigelig regn hele dagen over Frilandsmuseet. Og Rødovre. Alligevel oplevede vi en dag uden regn og med kun få støvede dryp ind imellem.
Det startede ellers vådt. Daniel og Malene dukkede op til morgenmad og sang, inden vi pakkede sammen og fandt bussen mod Lyngby. Emilie havde ønsket morgenmad i brunchstil, så jeg sørgede for en fornuftig og solid start på dagen, som måske nåede at blive langt mere solid end vi egentlig havde brug for.
Det er svært at sove længe, når man ligger og venter på gaver, sang og flag, så længe inden bollerne var færdigbagte, jordbærtærten var pyntet og de gode pølser stegt var Emilie både oppe og under dynen igen. Hun lå klar da Ungersvenden med kæreste dukkede op og vi kunne sætte os til bords.
Der var rigeligt tilbage - vi lider ingen nød de næste dage - og halvdelen af den tilbageværende jordbærtærte kunne afleveres hos vores nabo i stuen, som tak for hjælpen med at få det nye køle/fryseskab op ad trappen den anden dag.
I det øjeblik vi forlod matriklen, og turen gik mod gamle huse og hygge med familien, holdt det op med at regne. Nærmest magisk. Vi var alligevel glade for at det lykkedes at få pladser uder tag og at der var trækvogne at låne.
Maden var ikke den store kulinariske oplevelse, og jeg kunne helt sikkert have lavet mere og lækrere mad for samme beløb, men at slippe for logistikken ved at skulle transportere med bus og bruge tiden i køkkenet hjemme var langt at foretrække. Nu kunne vi i stedet nøjes med at fylde vores små kufferter på hjul med fryserens indhold af fryseelementer og sodavand i rigelig mængde, mens resten blev klaret på stedet.
Maden var rigelig og fornuftig, det meste smagte godt. Det var måske en smule kedeligt, men sådan er der så meget. Selvskabet var hyggeligt og trods en virkelig indsats kunne ingen spise op. Efter kaffen pakkede vi den lånte vogn med kufferter, gaver, de tomme kurve, de medbragte flag og det resterende mad og drikke, inden vi gik fra hus til hus i adstadigt tempo, for når femten mennesker følges ad og nogen skal den ene vej, mens andre skal den anden kan et besøg på Frilandsmuseet tage tid.
Vi havde masser af tid, og vi så det vi så. Emilie og jeg har for længe siden været inde i alle huse op til flere gange, og selvom vi stadig synes det er spændende at se, og vi stadig oplever nyt og ser nye ting, havde Emilie ingen behov for at komme hele vejen rundt.
Pludselig var tiden gået og klokken tæt på lukketid. Vognen blev vendt, udgangen fundet, maden fordelt, kurve afleveret og vognen sat på plads. Butikken fik et besøg de sidste fem minutter inden porten blev lukket og vi hver især satte os i biler og busser på vej hjem fra en skøn dag.
Mine børn har altid kunne sove hvor som helst, og det var da også begge mine børn, der sov i bussen på vej hjem. Hjemme pakkede vi ud, og faldt omkuld i sofaer og på senge.
Emilie mente det havde været en dejlig dag, og hvem kan så ønske mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar