torsdag den 11. juli 2013

Livstegn fra den rejsende


Ungersvenden har aldrig været sådan en, der strøede om sig med informationer om hverken stort eller småt. Allerede fra helt lille var dagens svar på hvordan dagen var gået som regel noget med: Godt!

Hverken mere eller mindre.


Altanen - juli 2013


Da han startede skole fik vi mest at vide de dage matematiklærerens mand var med på tur og fortalte om træer og buske. Det var spændende. Så spændende at han var nødt til at fortælle, når han kom hjem.

Senere dukkede computerspil op. Her kunne han også ind imellem informere. Han er bare typen, der forventer vi andre ved hvor han starter. Det kan der komme nogen ret spøjse samtaler ud af...

Siden han flyttede hjemmefra er det ikke blevet bedre. Men efter lidt over et år er jeg ved at få forståelse af hvordan informationer kan hentes. Specielt fordi han efterhånden er blevet lidt bedre til at huske - han har altid været distræt - og godt gider fortælle, når han bliver spurgt.

Ikke lange foredrag, snarere korte præcise svar.

Sidste sommer snakkede han en del om en koncert i Belgien. Han snakkede, men det gik aldrig op for mig om han rent faktisk kom af sted.

Først nu er jeg blevet klogere. For ikke alene tog han til koncert, han rejste også videre. På egen hånd. Der var ikke nogen, der gad rejse sammen med ham - så gjorde han det da bare selv. Rejste rundt i Frankrig en uges tid, mødte spændende fremmede og oplevede en hel masse.

En rejseform jeg synes er temmelig sej. En rejseform jeg er sikker på man vokser af. En rejseform jeg godt kunne misunde ham at turde. Men også en, jeg som det mødrende ophav bliver en lille smule bekymret over.

Men mest synes jeg, han er sej.

I år gør han det igen. I år er han taget til Irland. Tog flyet til Dublin i mandags, bevæbnet med en rygsæk og et lille telt. Og en åben hjemrejsebillet. Han har to uger og ingen planer. Har noteret sig beliggenheder på et par campingpladser og bed&breakfast. Men ellers ingenting. Satser på oplevelser.

Jeg  tror faktisk han er god til det der med oplevelser. At lige så god til at bure sig inde med computerspil og nørdede venner i headsettet, lige så god er han til det modsatte. Han er god til sprog og ligesom han kan være indesluttet og distancerende, kan han være åben og imødekommende.

Mit bekymrede moderhjerte havde dog alligevel brug for en lille smule viden om at turen går godt. Han lovede beredvilligt at sende livstegn ind imellem. Ind imellem. Det skal jo heller ikke blive for meget.

Med hans sædvanlige øje for korte præcise svar indløb følgende i går aftes:


fandt lige noget net^^ jeg lever stadig^^

6 kommentarer:

  1. Han er da sej, Pernille, og de korte beskeder og eller mangel på dem kender jeg fra sønnen :-)
    Min datter vil rejse til NY alene, hun vil bo hos fremmede, som tilbyder logi gennem nettet, hun er 27 år, men spørg lige om ikke hendes mor er dybt bekymret ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg på Lene :)

      Men de er unge og ingenting kan ske dem. De er seje og jeg bliver en lille smule misundelig - på den gode måde. Håber jeg :)

      Slet
  2. Jeg synes at det lyder dejligt at han rejser ud - tager oplevelserne som de kommer. Han er modig og sej - og bedst at han stadig lever ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Unikarina, jeg fik hvad jeg bad om - livstegn!

      Jeg tænker det må være en skøn måde at rejse på, og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er sådan noget der giver hår på brystet og visdom om livet :)

      Slet
  3. også jeg har en der er rejst ud....Ditte er på interrail...hun sender dog diverse "snapchat" et par gange om dagen...det dulmer mit urolige hjerte :)
    Jeppe ville til gengæld, om han var ude....heller ikke få givet megen besked :)
    Men sej er din ungersvend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, jeg så godt I fulgte hende til toget. Jeg var også ude i at ville vinke farvel i lufthavnen, men da det viste sig at flyet lettede klokken fem morgen, blev vi enige om at lade være :)

      Dejligt I hører fra hende, jeg tænker hun oplever en masse godt :)

      Slet