søndag den 11. juni 2017

Cykelweekend


Da weekenden startede havde jeg ingen intentioner om at den skulle bruges sammen med min cykel. Men planer er til, for at blive lavet om.. eller noget.





I går skulle jeg have været med toget fra Frederikssund, i dag skulle jeg en hurtig tur til Glostrup efter tilbehør til haven.

Ingen af delene blev som forventet.

Turen hjem i går endte på cykel. I sol og sommer. Fem og tredive kilometer. Jeg cykler åbenbart ret præcis fjorten komma syv kilometer i timen (ifølge cykelappen, der godt kan gå hen og blive en god ven), så de fem og tredive kilometer tog godt tre timer. Jeg skrev forkert tidligere i dag - det er rettet.

Det var en dejlig tur. Og jeg kunne godt finde på det igen.

I dag skulle jeg i Bauhaus. Jeg skulle også plante de knap så små tomater ud i haven. De er bare stadig i et stadie, hvor det være godt med afskærmning, så jeg havde et ønske om små plastikdrivhuse/overdækning, der passer til pallerammer. Det kan man få i Bauhaus.








Eller. Det kunne man, men de er udsolgt. Og nu havde jeg besluttet mig for, at det skulle være i dag. Heldigvis tjekkede jeg lagerstatus, inden jeg kørte hjemmefra. I stedet kunne jeg så finde dem i Bilka. Både i Ishøj og Hundige. Jeg valgte Hundige, af nostalgiske årsager. Jeg voksede op og boede i Hundige fra jeg var to til jeg var fjorten.

Skal, skal ikke have cyklen med, var spørgsmålet. Jeg besluttede at det var bedst med pakdyret, og kørte til Friheden station i Hvidovre. Det er jo ikke særlig langt. Derfra tog jeg toget. Nemt og bekvemt.

Først da jeg stod med den pakkede cykel og to meget lette, men temmelig uhåndterbare kasser, der begge har en længde i samme bredde som en palleramme (120cm) slog det mig, at det ville være noget bras at få cykel og bagage ind i toget igen.

Et opslag i GPS'en viste at der er femten kilometer hjem fra Hundige StorCenter (Waves, jeg ved det godt, men jeg boede som sagt i nærheden, dengang det hed noget andet...) Femten kilometer er til at overskue. Specielt når turen går gennem barndommens kvartere.

Så jeg cyklede. Med palledrivhuse og et figentræ. Turen var ikke helt så pæn, som turen fra Frederikssund, men jeg kom forbi teenageårenes bolig, venners og familiens. Alle er flyttet nu og meget ser anderledes ud.

En time tog det. En hurtig time, igen i solskin. Med solcreme. Og synkende vand i flasken.







Min cykel er ikke skabt til lange ture. Den er tung og jeg sidder ikke optimalt. Jeg får hurtigt ondt i knæene, fordi den er tung at træde - også i et lavt gear. Jeg får ondt i nakken og i håndleddene af at sidde forkert og selvom jeg holder af at cykle, er det ikke det bedste for min krop - på den cykel. Samtidig vil det være synd at sige, at jeg er i særlig god form.

I går kunne jeg mærke min nakke, da jeg kom hjem. I morges kunne jeg mærke mine knæ.

Stakkels mig!

Men. Og der er et men. Der er her jeg kan mærke at vedholdenheden med hulahopringen - som jeg stadig efter et halvt år motionerer (næsten) hver morgen - og samtræningen med Lotte og Berit et par gange om ugen, sætter ind.

Jeg har nemlig ikke ondt i mine knæ mere. Og smerterne i nakken, som for et halvt år siden ville være blevet ved i dagevis, er ikke uudholdelige, og er noget nær forsvundet. De er der, og det er okey, for jeg ved de forsvinder.

Det er sådan noget, der batter på motivationskontoen.


Og så klapper jeg mig lidt på skulderen både over vedholdenheden og en cykelweekend med cirka syv og halvtreds kilometer i benene.

Det er faktisk ret vildt!




4 kommentarer:

  1. Det lyder som en herlig omend lidt hård weekend. Jeg skal vist også igang med cykelformen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, jeg har lige hørt i nyhederne, at alt for få danskere cykler. Jeg tror jeg har hjulpet godt på statistikken den her weekend :)

      Slet
  2. Svar
    1. Taj Janne, jeg følte mig også sej :)

      Slet