lørdag den 14. januar 2017

Lidt kongelig har man vel lov at være


Mens jeg arbejder på årets opgørelse af garn, er der røget et par små projekter af pinde og hæklenåle.


Diadem


I går holdt vi nytårskur med galla i klubben. Sådan et fint foretagene kan ganske simpelt ikke hænge sammen uden et diadem. Ikke noget problem, tænkte jeg – Emilie har et. Indtil det viste sig at det ikke længere var eksisterende. Det kunne åbenbart ikke tåle, at noget kom til at sætte sig på det.

På det tidspunkt havde Berit allerede været forudseende og købt papdiademer med disneyfigurer, vi kunne have på. Men nu havde jeg sat næsten op efter Emilies med bling-bling. Jeg var forbi Glitter i Centret, men blev alligevel for nærig, da jeg kiggede på priser.

Hjemme havde jeg sølvglimmergarn. For hvem har ikke sølvglimmergarn liggende i sine garnkasser? Kombineret med et mønster fra Ravelry og et stykke elefanttråd fra en skuffe, fik jeg i løbet af en time eller to hæklet et fint diadem, der samme aften blev dyppet i sukkervand og nålet til tørre på en toiletrulle betrukket med en affaldspose.

Er du gal, hvor er sådan noget lang tid om at tørre.


Diadem

Diadem


Enderne af elefanttråden fik en pæn bøjning med en rundtang, der både betød at enden ikke stak i hovedet, og at håret satte sig fast i ombukket og diademet sad helt som det skulle, oven på hovedet, hele aftenen – og på cykelturen hjem. Jeg kunne ikke lige overskue at tage det ud, før jeg kom hjem og kunne afmontere de to hårnåle, der sammen med temmelig meget hårspray havde holdt frisuren gående hele dagen.

Nu hænger det på spejlet, klar til næste år, hvis vi igen skulle finde på at invitere til nytårsgalla – gæsterne synes i hvert fald det var en fantastisk ide.








Design: Royal Crown af Lotta Breyer. Gratis download fra Ravelry.


Garn: Glimmer fra Lammy Yarns. Jeg har glimmer liggende i flere farver – det er aldrig til at vide, hvornår man får brug for sådan noget. Omend der som oftest går lang tid imellem.

Der gik 3 gram garn til diademet.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Den hæklede del af diademet er 16 x 7 centimeter.


Diadem


Bemærkninger: Jeg lavede en del om på mønstret, men i forhold til selv at finde på, var det rart at have noget at holde sig til. Jeg nåede at trævle det hele op et par gange, inden jeg for alvor synes det hang sammen.

Til gengæld var det så lille et projekt, at det ikke føltes forfærdeligt at trævle op.

Jeg sukkerstivede efter en anvisning jeg fandt på nettet – men som jeg absolut ikke kan finde igen.


Har du lyst til at se flere billeder af diademet, kan de ses lige her på Ravery.


2 kommentarer:

  1. Hvor er du bare skøn at se på, og jeg er vild med at de voksne hos jer går all in i temaerne :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, vi synes det er sjovt, ellers tror jeg ikke vi ville gide temaer :)

      Slet