Mandag startede stille. Helt som mandage ofte gør.
Anders tog af sted. Siden forsvandt Emilie. Og så kom Anders igen. Det hører ikke til normalen. Men fremme og i gang, måtte han se i øjnene, at kroppen ikke fungerede, at der var feber bag den glinsende pande, og at tankerne ikke fungerede til tusindedele milimeter.
Han var ikke syg nok til at tage imod tilbuddet om kamillethe. Men han havde glemt at drikke sin kaffe.
Mens Anders pakkede sig ind, pakkede jeg mig sammen og tog om posthuset på vej mod dagens dont. På fredag lukker vi dørene op til årets første fest. Ungerne har været med til bestemmelse af tema og nye gode ideer til tiltag. På fredag holder vi neonfest. Det kan godt gå hen og blive et problem, at min garderobe ikke er særlig firseropdateret.
Efter ungernes bedste overbevisning viste det sig at være en nødvendighed med neonlysende armbånd. Derfor posthuset. Sekshundrede knæklys i mange farver ventede på mig. Jeg er spændt på, om sekshundrede rent faktisk er nok...
Mandag er bolsjedag. Jeg indførte det selv. Jeg havde bare ikke overvejet at de halvvamle sukkerholdige dampe fra kogende bolsjemasse sætter sig som træthed helt ind i knoglerne.
Jeg gør det gerne, for ungerne synes det er skønt. Også selvom det betyder, at jeg ikke er meget værd resten af dagen.
Heldigvis har Emilie sat sig på mandag som dagen (eller en af dem), hvor hun laver mad. Altså kan jeg bare slå benene op og slappe af, eller snappe en lille lur blandt dynerne.
Jeg har været i dynerne, jeg har the på kanden, og nu er det tid til at få benene op. Mon ikke jeg kan overskue de sidste fire pinde i Leftien til min mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar