mandag den 10. september 2012

Dandelion on a meadow


Dandelion on a meadow


Gennem den sidste uge har jeg kæmpet en kamp, for at blive færdig med endnu et sjal. Måske har jeg bare været træt, men mærkeligt nok, faldt jeg nærmest i søvn, hver eneste gang, jeg samlede strikketøjet op i forsøget på at komme videre.

Så er det svært at komme nogen vegne.

Søndag lykkedes det. Uden at føle den store træthed. Til gengæld lykkedes ikke meget andet søndag. Sådan skal det være nogen gange.

I nat har hele herligheden ligget i stræk midt på stuegulvet. De store legebrikker, jeg købte for efterhånden længe siden, har for længst vist deres værd.

Også selovom de fylder hele stuegulvet, når de er i aktion.

I dag har jeg haft lækker kølig hør om halsen.


Dandelion on a meadow








Design: Dandelion on A Meadow Mystery KAL af LilyGo.


Garn: En stor cone fyldt med noget jeg købte for omkring tyve år siden, da jeg gik på håndarbejdsseminariet. Jeg har ingen anelse om hvad det består af, men en brandprøve viste at det helt sikkert er naturmaterialer.

Jeg gætter på en hel del bomuld. Jeg kan se hørfibre og jeg kunne lugte uld.

Garnet var i sin tid beregnet til maskinstrik. Derfor afsindig tyndt. Inden i keglen står 30/2, hvilket så vidt jeg ved betyder noget i retning af 1500 meter pr. 100 gr.

Jeg brugte tre af de tynde tråde, for at opnå den ønskede tykkelse på garnet. Altså temmelig mange meter af det tynde garn. For nørder - og fordi jeg synes, det var en lille smule overvældende - regnede jeg mig frem til, at jeg har strikket lidt over to kilometer garn... Dog ikke divideret med de tre tynde tråde.

Det færdige sjal vejer 140 gram.


Pinde: Størstedelen af sjalet er strikket på pind 3½. Men andre størrelser har også været i brug.

Opslagskanten foregik på en pind 6, mens den næsten flæseagtige kant og den endelige aflukning er strikket på en pind 4.


Størrelse: Jeg lavede 24 gentagelser. Jeg havde jo garn nok. Det gav et færdigt sjal med et vingefang på 162 cm og en højde på 57 cm.


Dandelion on a meadow


Bemærkninger: Symmetri er åbenbart ikke kun noget for Karina. Jeg tillod mig at ændre en ganske lille smule i den nederste kant. Ikke noget der ændrede det færdige billede, eller for den sags skyld var nødvendigt. Det blev bare vigtigt for mig, at indtagningerne i mønstret lå symmetrisk i forhold til hinanden, i stedet for at ligge samme vej.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

14 kommentarer:

  1. Smukt navn til et smukt sjal :)
    Du er simpelthen så dygtig !

    SvarSlet
    Svar
    1. Losarinas mor, navnet var med til at jeg hoppede på mysteriet :)

      Slet
  2. Smukt sjal...Den bliver dejlig nu når efteråret er på vej.;-))

    SvarSlet
    Svar
    1. Helvig, jeg tror også det bliver dejligt :)

      Slet
  3. Unikarina, jeg er ret vild med kanten, mens jeg nok ville vælge et andet mønster til selve sjalet, hvis det skulle på pindene igen :)

    SvarSlet
  4. Vildt smukt sjal og en dejlig kombination af forskellige mønstre. Du laver nogle smukke strikkede ting.

    Kan du ikke fortælle om og vise hvordan du blokker dine sjaler, så mønsteret rigtig kommer frem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Margit Mougaard, jeg synes det er endt rigtig godt.
      Jeg er ikke sikker på, at mine blokketeknikker er særlig gode.
      Jeg skyller det strikkede op, og breder det ud efter bedste overbevisning, strækker godt og sætter en masse nåle i. Jeg har et sæt "legemåtter" fra den nærmeste babyudstyrsbutik, der egner sig godt til at sætte nåle i, og som med et briksystem kan sættes sammen i flere former, alt efter det strikkede. Samtidig fylder de ikke meget i sammenslået tilstand. Det sidste er også ret godt :)

      Slet
  5. Det var helt sikkert alt besværet værd! Jeg er vild med de forskellige typer mønstre. Hver af dem er meget smukke, og jeg er fluks på vej til Ravelry for at købe min egen udgave. Måske den sweater jeg lige er startet på skal have en fin lille kant eller noget...

    Og så kan jeg fortælle, at jeg har fundet Netto-butikken over alle Netto-butikker - når det kommer til garn, altså...
    Det lader til at folk i kvarteret omkring min arbejdsplads ikke strikker særlig meget, så der er overvældende mængder garn på hylderne. Et rent Eldorado, faktisk... Meget, meget fristende, og jeg er jo en svag sjæl... ;o) Måske jeg skulle bruge den råhvide uld der "faldt" ned i min kurv i går til et sjal... Når jeg er færdig med den sorte sweater, som skal laves af det sorte, som trimlede ned i kurven oven på den råhvide... og hyggede sig med de få nøgler petroleumsfarvet, der lå dernede i første omgang... (Jeg sagde jo, at jeg er svag! Men jeg købte altså ikke noget sokkegarn!)

    Hyg dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Karina, jeg er også ret vild med de forskellige mønstre, Specielt at der så tydeligt er en kant. Jeg var ret vild med selve opbygningen af sjalet, som for mig var en ny oplevelse.

      Og garn... Hahahah... Mon ikke du har plads i et hjørne af skabet. Bare en lille bitte plet på en hylde :)

      Slet