fredag den 1. januar 2010

Kaos der endte hyggeligt


nytårsskud

Dagen igår bød på både kaos, hektisitet, stress, pres, søde, rare, glade mennesker og hygge.

Inden vi nåede afslutingen måtte vi gruelig meget igennem, der i situationen væltede alting og virkede uden for al kontrol.

Lige der, først på eftermiddagen da Emilie endnu ikke var kommet hjem, Anders var nået til Nordsjælland og Daniel stadig sov, rystede verden og jeg oplevede smerter jeg ikke før kan huske at have oplevet. Efter vaklen og tuden og indtagelse af smertestillende, fik jeg fat i vagtlægen, der ret hurtigt sagde favel med en besked om at tage på skadestuen.

Midt i smerter og manglende hjemkommet barn, nytårsforberedelser og den stress der opstod helt af sig selv, kunne jeg ikke overskue noget som helst der involverede en tur mod hospitaler og skadestue.

En halv time senere mildnedes smerterne, barnet kom hjem, stressen forsvandt og tankerne om resten af aftenen og planlagte mødetider blev skubbet til side. Tøsebarnet installerede sig foran fjernsynet, Ungersvenden vågnede og jeg satte mig på cyklen, for busser havde jeg ikke tiltro til og kørte de godt 4 kilometer mod nærmeste skadestue i noget adstadigt tempo. (De smertestillende piller virkede nu i en grad der muliggjorde cykling uden for store kvaler)

De mange forventede nytårsgæster på skadestuen var endnu ikke mødt op og jeg ventede ikke længe før de indledende undersøgelser, med spørgsmål og en enkelt urinprøve satte ind. Derefter kunne jeg sætte mig med strikketøjet, inden en ung norsk læge dukkede op, stillede flere spørgsmål, trykkede, foretog det kolde gynækologiske gys og endelig en scanning, der viste en temmelig stor cyste på en ene æggestok.

Efter konfereren med en kollega blev jeg sendt hjem, for nok mente han der skal gøres noget, men en indlæggelse nytårsaften ønskede han mig ikke, hvis det kunne undgås. I stedet fik jeg telefonnummeret til et ambulatorie, der skal kontrollere når det igen bliver hverdag og en påbud om at henvende mig på skadestuen på Herlev, hvis der skulle opstå ligene smerter inden mandag – de har nemlig kapacitet til nu og her behandlinger. Der skal så bare lige medbringes skadesnotatet (formentlig norsk for journalen), der ikke sådan kan overføres fra det ene sygehus til det andet, og som ville give mig en ventetid på omkring en time, hvis jeg ville have den med, med det samme. Vi blev enige om at den kan hentes senere og jeg tog hjem.

Hjemme igen var Ungersvenden på vej ud af døren, Tøsebarnet ved at gøre sig klar, forklaringer om hvordan og hvorledes nødvendige og alting blev pakket og klaret med den tid, der var behov.

Tøsebarnets forhjul var punkteret, så Anders havde lappet. Desværre var der flere huller, så endnu en lap måtte til og mens slangen hang på en stol med luft og uden dæk, pakkede jeg videre, monterede inden vi skulle afsted og måtte, da vi endelig stod ved cyklerne og satte hjulet fast, konstatere at en enkelt lap nok ikke havde været nok.

Samtidig viste det sig at batterierne til min forlygte ikke længere virkede, så en tur mod tanken, indkøb af først batterier der stadig ikke fik lygten til at lyse, derefter indkøb af nye lygter og endnu en pumpning af Emilies fordæk senere kunne vi sætte kursen mod aftens selskab. Slangen holdt heldigvis luft hele vejen.

Dronningens nytårstale nåede vi ikke, men der var flot pyntet og glade mennesker da vi nåede frem. Med en lækker middag, tuden i horn, sprængning af bordbomber, leg, snak, champagne, affyring af krudt og smukke stjerner, hygge og et usædvanligt dejligt selskab forsvandt aftenen og da klokken nærmede sig to kunne vi igen sadle op og tage hjemad mod sengetøjet der lokkede fælt.

Det gør stadig ondt, men på ingen måde som i går eftermiddags. Dog kan jeg ikke lade være at tænke at bliver det ikke bedre inden i morgen tror jeg turen mod endnu en skadestue vil være på sin plads. Indtil da sidder jeg bare her helt stille uden de store armbevægelser og glæder mig over en dejlig nytårsaften :)

9 kommentarer:

  1. Jamen, Pernille dog! Jeg bliver helt bekymret. Men jeg synes da godt nok, du tager ting, som de kommer i stiv arm. Jeg er dybt imponeret."Syg og munter" og supersej.

    SvarSlet
  2. At du kom igennem aftenen er mig lidt f en gåde. Du er eddermame sej, kvinde.

    Jeg har én gang haft en ret lille cyste - og når den gjorde ondt, kunne jeg altså ingenting - udover at ligge i sengen.

    Kan huske jeg en gang blev sendt grædende hjem fra jobbet ,fordi det gjorde så ondt, så ondt at jeg slet ikke kunne passe min undervisning.

    Med til historien hører så også, at den forsvandt af sig selv igen efter 2-3 måneder. Hvis den ikke havde gjort det, skulle jeg være opereret.

    Det er 8-9 år siden nu - og har ikke haft bøvl siden.

    God bedring til dig.

    SvarSlet
  3. Hold da op for en start på den sidste dag i det gamle år. Jeg er imponeret over at du alligevel fik en god aften ud af det.
    Rigtig god bedring.

    KNUS

    SvarSlet
  4. I øvrigt kan jeg godt lide dit nye layout :)

    SvarSlet
  5. Altså, som du skal have dårlige oplevelser og en fighter det er du. Jeg håber at du kan være til for smerterne indtil en videre udredning kan foretages og indtil da må du have en rigtig god bedring - mange knus herfra ønskeøen

    SvarSlet
  6. Susling, jeg blev squ også lidt bekymret. At tage tingene i stiv arm, det er jeg vist egentlig ret god til, eller også er jeg blevet det hen ad vejen :)

    Under alle omstændigheder har jeg det faktisk helt fint nu, og ved der er hjælp at hente, en kollega at ringe efter, hvis jeg skal køres og et nummer at ringe til, hvis jeg kan vente til mandag. Alt i alt helt fint!


    Esther, jeg ved min tolerancetærskel generelt er temmelig høj - også overfor smerter. Jeg er ikke altid sikker på det er lige godt, for måske skal det nogengange gøre meget ondt før jeg reagerer. Til gengæld er det meget heldigt sådan en nytårsaften, hvor ungerne er hjemme og det er let at lave nye planer.

    Men det er helt sikkert ikke en oplevelse jeg ville ønske for nogen - så det glæder mig, du ikke har oplevet noget siden :)


    Mette b, heldigvis var jeg sammen med dejlige mennesker, der tager tingene som de kommer og giver plads til hvad som helst. At jeg så kender dem rigtig godt betyder også en hel masse :)

    Og tak for roserne. Jeg synes også det er blevet rigtig godt. Så godt at det kan få lov at blive, indtil det for alvor bliver forår og alting spirer og gror :)


    Tusind tak Marianne, det lader til at være faldet til ro igen. Jeg har ingen planer de næste dage, så jeg tror bare jeg bliver hjemme, passer på mig selv og tager alting helt roligt :)

    SvarSlet
  7. Kære Pernille.
    Allerførst lige en ros til at du overhovedet havde lyst og energi til at komme videre igennem aftenen, for sikke da en dag hvad..

    Jeg selv blev indlagt for at få fjernet en cyste 8. januar 2007. Den var enorm, og du kan høre mere om det på torsdag, MEN jeg vil her fortælle at et også begyndte med de mest sidssyge smerter der ramte som lyn fra en klar himmel en fredag eftermiddag. I fire timer lå jeg som en fødene på alle fire og kunne intet, og så... gik det væk igen! Lige i tide til at vagtlægen kunne konstatere da hun endelig kom, at det sansynligvis var en vandcyste der var sprunget. Derfor forsvandt det så pludesligt igen. Derefter gik der nogle måneder og jeg troede det var overstået. Lige indtil der blev opdaget en ny ved et tilfælde.

    Det er godt at du lige rundede skadestuen, og så at du bliver chekket i næste uge.

    Mange knus og så ses vi snart.
    Henriette

    SvarSlet
  8. Jamen dog! Jeg synes også, som de andre, at du er totalt sej! Håber det ikke viser sig at være alt for slemt, og du kommer godt igennem!
    Rigtig god bedring!

    SvarSlet
  9. Henriette, sikke en omgang. Lægen viste mig scanningen - ikke at det gav ret meget mening, men det der sorte område, der efter sigende er vandet i cysten fyldte temmelig meget.

    Jeg er også temmelig glad for, at jeg tog derud og er opmærksom på hvordan det gør ondt. For sprunget er den helt sikkert ikke - endnu. Det gør bare ikke så ondt længere, så det er nødvendigt at reagere yderligere - lige nu :)


    Annette, jeg tror nogengange vi som mennesker kan meget mere end vi tror. Der dukker nogen urkrafter op med mellemrum, der bare er nødvendige.

    Tak, jeg krydser også fingre for, det viser sig ikke at være alt for slemt :)

    SvarSlet