3D

Nogengange føler jeg mig langt bagefter – i går var en af de gange.

det var ikke lige gået op for mig i hvor høj grad filmindustrien satser på 3D for øjeblikket – for ikke at tale om at når de siger REAL 3D  så er der noget om det.

Inde i mit hovede er 3D stadig noget med papbriller med henholdsvis grønt og rødt film for øjnene og et noget diffust billede af noget der måske stikker en smule frem fra skærmen.

De grønne og røde glas er nu skiftet ud med noget der rent faktisk ligner briller og det difuse billede fremkommer nu kun, når man for en sikkerheds skyld lige kigger over brillerne og ser et temmelig grumset billede, der mest af alt forekommer dobbelt, mens synet af billedet helt sikkert er 3D overalt og hele tiden, med brillerne på.

Det var en børnefilm vi så i går, så forfilmene var alle for børn – måske med undtagelse af Alice der sendes tilbage til eventyrland, en film der så både spændende og utrolig flot ud. Derudover har både Shreck og Toystory slået sig på 3D bølgen – for ikke at tale om Avatar, jeg nok aldrig får set, men bestemt godt gad.

At man så samtidig kan grine af en hel salfuld biografgængere, alle med briller, der for de flestes vedkommende var for store , må være et tillægsgode. Hvis fremtiden hermed er kommet, vil jeg nok også følge Emilies forslag om at stængerne skal kunne reguleres i længden, for med alle de børn vi så film sammen med, må mere end en have været ved at tabe brillerne :)