fredag den 10. oktober 2008

Trimdag


Sikken en morgen - eller måske rettere formiddag.


Yngstebarnet er absolut ikke fortaler for løbeture fredag inden efterårsferien :)
Hun har brugt de sidste fjorten dage til at proklamere at fredag, der ville hun være syg. Det er vi så flere til at bestemme, så morgenen forløb ikke i almindelig fred og fordragelighed. Tværtimod!

Der var ikke det der ikke var galt :)

Ingen mulighed for madpakke (køleskabet byder ellers på flere muligheder). - Så hellere dø af sult.
At to æblejuice skulle deles af to børn var uretfærdigt (når jeg ikke kan få begge to vil jeg slet ikke have nogen med!).
Der var ikke i hele sortimentet en taske der kunne bruges til formålet ...
osv osv osv ...


Efterfølgende kunne cyklen ikke låses op og kæden faldt af - hvilket resulterede i at pigebarnet kom alt for sent af sted :)



Et kvarter senere stod hun snøftende i entreen, for de var allesammen gået og hun vidste ikke hvor hun skulle hen.
Moderen trak i støvler og jakke og turen gik så mod Damhusengen, der hvert år danner rammen om trimdagen for størstedelen af Rødovres skoler og nogle fra Vanløse.

Her fandt vi lærerne og tøsebarnet løb derudaf i et forsøg på at indhente de sidste, der lige var gået.

Nede ved Damhussøen havde svanerne travlt. Jeg stoppede op og fik et par billeder.
Før turen igen gik hjemad nåede jeg lige at sige hej til en skoleinspektør i strakt galop, et par lærerer og et par af mine egne Caféunger :)


Tilbage igen er vasketøjet hængt op, opvaskemaskinen snurrer, en lang snak med bedsteveninden er tilende, theen er færdig og nu må det være tid til en stille stund i sofaen med strikkepindene :)

2 kommentarer:

  1. Du trænger i den grad til at lade pindene gløde... det er en svær alder ungerne befinder sig i - godt de skal have en uges efterårsferie....God weekend

    SvarSlet
  2. Jeg har heldigvis også ferie og turen går mod Århus og yndlingsfamilien.
    Jeg glæder mig - og der er lagt op til både hygge, snak og masser af strik :)

    SvarSlet