Granatenken

Fra Kranen ved Geeste gik vi forbi kirken, og videre mod Bremerhaven Station. Stationen ligger i udkanten af det oprindelige Geestemünde, og der var langt, så vi endte med at tage bussen, som dagsbilletten dækkede.





Inden vi nåede så langt, mødte vi en dame, der solgte noget. Det var lidt svært at se, hvad det var, men gættet er noget spiseligt, målt op på vægten og pakket i papirsposer, eller måske snarere avispapir.

Med byens placering er et nærliggende gæt også noget med fisk. Måske tilberedt, så hun har været blandt pionererne ud i streetfood.

Vi forsøgte at læse skiltet, der fortalte om damen, hendes oprindelse og historie. Men selv med hjælp til oversættelse, var der lige præcis tilpas mange ord, der ingen mening gav i helheden. Vi bryggede vores egen historie sammen, der forhåbentlig nærmer sig sandheden, og ellers bare er en god historie.







Damen er et billede på granatenkerne efter første Verdenskrig. Vi går ud fra at det betyder at hun er efterladt med en mand der enten er død i et granatangreb (i princippet et angreb, om det specifikt var en granat der slog ham ihjel, er nok i virkeligheden ikke så vigtigt), eller en mand, der har fået granatchock og ikke er meget bevendt i forhold til husholdning, specielt økonomisk. Her er vel også tale om en slags enke.

Under alle omstændigheder var der en hel del kvinder, der led under manglen på mænd efter krigen. Det samme kunne vel siges om situationen efter anden Verdenskrig. Jeg ved ikke om den historiske udvikling, krigsførelse havde taget mellem de to krige, betød det store i forhold til de efterladte.







Det korte af det lange er - eller det vi fik ud af fortællingen - handler figuren om, at for at overleve måtte kvinderne på gaden og sælge det, de nu havde at sælge. Jeg forestiller mig, at i en tid, hvor kvinderne gik hjemme, sørgede for hjem, mad og børn, har det været et stort indgreb i en lille familie, hvis børnene pludselig skulle passe sig selv, hvis hjemmet ikke længere havde nogen til at tage sig af det, og indkomsten formentlig har været temmelig svingende.

Det er historie. Samme historie der fortælles Verden over. Men granatenkerne har nok været den betegnelse kvinderne omkring Bremerhaven har fået.





I sin sårbarhed var hun afsindig fin og meget fortællende, som hun sad midt på gågaden, sunket sammen og håbede på at sælge nok til at endnu en dag kunne ende med mad på bordet og leje til værten.