lørdag den 26. oktober 2019

Kranen ved Geeste


Tilbage til sommerferien er vi nået til Bremen.

På endagsturen til Bremerhaven så vi ikke kun ubåde, vi gik også en tur på Historisches Museum Bremerhaven. Et forholdsvist overskueligt ikke alt for stort sted med fri adgang.







Fra museet gik vi langs Geeste, der ikke kun slynger sig gennem byen, men også er den oprindelige skillelinie mellem Bremerhaven og Geestemünde - den lille by, der før Bremerhaven blev opfundet lå ved mundingen af Geeste mod Weser.

Med tiden blev Geestemünde opslugt af Bremerhaven, men vist ikke uden kamp.

Der var fint langs floden, og som den svingede, kunne vi ind imellem se noget der lignede et stort insekt, som stod og knejsede på kanten af floden. Som vi kom nærmere blev den store kran ikke mindre spændende.

Helt fremme, var den gamle plads under kranen lavet om til et dæk med et par bænke, som vist blev flittigt brugt. På et skilt på kranen, blev vi klogere.







Kranen står tilbage som det sidste udstyr fra det vistnok ældste skibsværft, Bremerhaven gennem tiden har huset. Både i Geestemünde og Bremerhaven har der stor aktivitet forbundet med havet, og derfor har også skibsbyggeri og maskinhaller været en stro del af byernes historie.

Den blev rejst i 1956 og fungerede frem til 2003 - så vidt jeg læser skiltet, som ikke var helt så letlæseligt, som jeg synes tyske skilte plejer at være.

Kranen er høj. Hele 35,5 meter i fuld højde. Førerhuset befinder sig 28,6 meter oppe og den har en trækkraft mellem 7,5 og 20 tons. Alt afhængig af hvor tung lasten er, kan den flytte den mellem 17,6 og 28,4 meter fra centerpunktet.







I dag fungerer kranen ikke. Motoren er demonteret, skinnerne ude af funktion og adgangen til førerhuset fjernet. Alligevel er der en vis storhed over den gamle kran, som muligvis ikke er så gammel, men står smukt som kontrast mod byens store gotiske kirke.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar