onsdag den 7. november 2018
Onsdagsmasker
Dagen har været lang, og endte på Rådhuset, hvor vi skulle fejre at skolen er certificeret Udeskole.
Aftenen gav anledning til at alle blev sendt ud i lokalområdet, for at finde inspiration til udeskoleforløb. Nogen gik i byrådssalen, nogen ud i nærområdet, andre gik i centret og mange på biblioteket, hvor flere emner var repræcenteret.
Jeg endte samme med en flok af de sjove på lokalhistorisk arkiv, hvor vi fik lov at komme ned i kælderen og se det allerhelligste.
Der er mange spændende ting sådan et sted. Mellem støv og arkivæsker fandt vi en meget gammel regnemaskine, sjove effekter, og spændende samlinger.
Der lå også en stak bøger. For mere end tyve år siden samlede en femte klasse på en af kommunens skoler deres bedsteforældres barndomsminder. De fik bedsteforældrene til at skrive om deres barndom, de fandt billeder og samlede det hele i 5.B's Historiebog, der blev trykt efter alle kunstens regler.
Hvor må det have været en spændende opgave. Jeg ser for mig, hvordan det kan kombineres med et besøg på lokalhistorisk arkiv med kig på gamle og nutidige kort. Hvordan så vejnettet ud dengang? Og hvor boede bedsteforældrene helt eksakt?
Det kunne være spændende at finde billeder af steder og gå ud og sammenligne med nutiden. Findes bygningerne stadig? Eller er det hele lavet om?
Jeg tænker de må have været så stolte, da de stod med deres færdige bog i hænderne.
Læse:
Jeg færdiggjorde den sidste bog om Comoran Strike, og afleverede den på biblioteket. Den var letlæst og tilpas ubehagelig, uden at blive klam.
Som noget nyt er jeg hoppet på en hel anden genre. Henriette anbefalede Berlin Berlin - steder, skæbner og historier, og da den stod på biblioteket og ventede på udlån, var jeg ikke sen til at hoppe på.
I bund og grund er det en turistguide, men den er også så meget andet. Henriette Harris fortæller om steder og skæbner indsvøbt i historier, der gør det til en fryd at læse.
Jeg er blevet præsenteret for steder jeg har været, men alligevel ikke har set, steder jeg føler jeg kender og steder jeg gerne vil hen. Jeg har lært at størstedelen af Berlins undergrundsstationer er tegnet af en svensker og jeg har lært mere om snublestenene, der på deres egen stille facon mindes mordet på de mange, mange jøder, der blev udryddet under krigen.
Bogen er delt i seks afsnit, og jeg er kun nået til det andet.
Jeg ser frem til at lære mere om Berlin. Også selvom turen ikke går dertil lige foreløbig.
Hækle:
Jeg burde færdiggøre det Westknitske sjal - også selvom jeg ikke er helt tilfreds. I bund og grund derfor.
Men det er pakket lidt væk. Ikke for langt. Håber jeg.
I stedet hækler jeg endnu et dyr. En lilla dromedar. Emilie har bestilt. For længe siden. Deadline er på mandag.
Meget mere er der ikke at sige om det.
Jeg mangler fire felter.
Jeg tænker jeg når det.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar