Året var 1979, det var sommer og jeg var lige fyldt otte år. Mine forældre havde pakket bilen med min fasters telt, børn, luftmadrasser og soveposer og kørte op gennem Sverige.
Da vi nåede Stockholm, var noget af det vigtigste at se Vasa. Jeg kan også godt huske noget om en byvandring - sikkert i Gamla Stan... der var i hvert fald noget med et slot og en meget lang tur i en båd gennem skærgården.
Skibet husker jeg meget tydeligt. Selvom jeg så med andre øjne, da vi gæstede samme Vasa i sommers, var erindringen så absolut til stede.
Men så rakte min erindring ikke længere.
Jeg kunne nemlig tydeligt huske at min far tog et billede af mig, et sted udenfor, ved siden af en dykkerklokke. Han tog også et billede af min søster, ridende på en kanon.
Der var faktisk lidt diskussioner omkring de to billeder - for mens min søster var alene på billedet - fraregn selv de fremmede børn, der også forsøgte at sidde overskrævs - var jeg ikke alene. Min søster insisterede nemlig i at gemme sig bag mig.
Hun var sikker på at være helt gemt. Og gjorde det også godt - men ikke helt godt. Og det gør billedet sjovt i dag.
Den der dykkerklokke huskede jeg som sagt tydeligt. Den var stor, tung, massiv - lignede faktisk mest en kirkeklokke af støbejern med masser af krummelyrer... Min søster husker det samme.
Da vi i sommers var på besøg ved Vasa ledte vi forgæves efter dykkerklokken. Vi ledte ude, vi ledte inde, men den eneste dykkerklokke jeg kunne finde, stod inde på museet og var lavet af noget kedeligt plade - slet ikke den klokke jeg havde stået ved siden af, for mange år siden.
Det kunne ellers have været så sjovt at tage et nyt billede, magen til det gamle - komplet med et sæt sko mellem mine fødder...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar