Ejbybunkeren

Vestvolden strækker sig over godt fjorten kilometer vest for København. Volden blev bygget som befæstningsanlæg og styrkelse af forsvaret af København sidst i attenhundredetallet. Der var voldsom blæst om byggeriet, der skete ved håndkraft, og ikke kun involverede afsindig mange arbejdere, der flyttede jord i et ellers fladt landskab, men også skabte en voldsom politisk debat mellem højre og venstre på det daværende Christiansborg.





Byggeriet blev indstillet i 1894 (og må formodes på daværende tidspunkt at være nærmest færdigt). femten år senere blev det besluttet helt at nedlægge landbefæstningen  fra 1922.

Da første verdenskrig brød ud, blev 50.000 soldater sendt til Vestvolden, hvor de, på trods af at Danmark var neutralt, stod vagt i de fire lange år, krigen varede. Hvis krigen var nået til Danmark eller snarere København, skulle vi i hvert fald ikke være uforberedte.

Det blev heldigvis ikke nødvendigt.

Og måske som en direkte omstændighed deraf, blev anlægget lukket allerede i 1920.







Området var dog stadig militært, der blev blandt andet opbevaret ammunition og først i slutningen af 60'erne blev der adgang i området for civile, mens forsvaret først for alvor forlod området i 2004.

I starten af 50'erne, i forbindelse med den kolde krig, blev Ejbybunkeren bygget på et område af Vestvolden. Bunkeren er armeret, så den kan holde til et atomangreb og blev befolket af militært personale af begge køn. Der var både danske Jenser og fire Lottekorps, der alle var fælles om den ene opgave bunkeren stod for.

I Ejbybunkeren blev der holdt øje med luftrummet over store dele af Danmark. Det var her Flyvevåbnets radarstationer samlede deres oplysninger og herfra der kunne koordineres med både Luftforsvar, kommunikation og raketbatterier.

Jeg har været med på flere ture til Vestvolden. Jeg har set flere af de steder der korresponderer med den oprindelige landbefæstning - lejren, ammuitionsdepotet, krudtlageret og besøgscentret foruden volden og fårene, der nu går frit. Men jeg har aldrig været i Ejbybunkeren.

Det var jeg i fredags. Sammen med 4A, der skulle høre om fakta og fiktion og starte et projekt om gys og gru i dansk.







Bunkeren er kæmpestor, og de lange gange er fyldt med døre til hemmelige rum. Bunkeren er opvarmet, så selvom det var koldt udenfor, var der varmt inde. Det holdt dog ikke mange af børnene fra at føle det løbe koldt ned ad ryggen, da de efter en kort rundvisning og en snak om Vestvolden, bunkeren og fakta, gik over til at tale fiktion. De var supergode til at finde på spændningsopbyggende og gruopvækkende detaljer, der kan bruges i fortællinger, de fik oplæst en halv gyserhistorie, der fandt sted i selve bunkeren, før de blev sendt ud på egen hånd i mindre grupper, for at finde inspiration til at skrive historien færdig.

Der var mange, der gerne ville følges med en voksen og de var alle meget, meget nemme at forskrække. Faktisk fik de næsten alle kørt sig selv derop, hvor de forskrækkede sig selv.





Det var spændende at få lov at gå rundt, min eneste anke var at vi havde alt for lidt tid. Det var jeg ikke ene om at mene. Vi kunne snildt have brugt en halv eller en hel time mere.

Og selvom de færreste af grupperne reelt nåede a skrive noget, havde de alligevel alle tænkt tanker, der er værd at bygge videre på, når de i morgen for alvor tager hul på emnet.