Tåge over vand

Weekenden er startet, efter en lang og oplevelsesrig uge, der mærkeligt nok føles, som er den lige startet.

Sådan synes jeg mange uger er. For øjeblikket.





I går startede jeg dagen sammen med min mor. Jeg kørte over dæmningen i den smukkeste tåge med mindelser om eventyr og fantastiske historier. Jeg måtte stoppe op og forsøge at fastholde følelsen af intetheden.

Specielt over vandet, hvor sigtbarheden forsvandt efter ganske få meter, var synet fantastisk. Det må være sådan det så ud, da Verden omkring Elfenbenstårnet i Den Uendelige Historie forsvandt.

Da jeg et par timer senere kørte fra min mor, var tågen allerede ved at lette.





Inden klokken slog to, inden alle de glade børn strømmede ind i Klubben, nåede Lotte og jeg at træne i Tumlesalen. Det er alt for længe siden vi har gjort det. Nu skal det være igen. Det er noget helt andet at træne fælles, at bruge sin krop og give den gas på en helt anden måde, end når jeg kører forbi LOOP.

Jeg kan godt lide træningerne i LOOP, men jeg kan bedre lide når Lotte svinger pisken, finder på de mækeligste øvelser, der aktiverer muskler, maskinerne og deres mekanik ikke får aktiveret. Jeg er langtfra færdig med LOOP, jeg bliver ved at komme. Men det er uden tvivl alternativet, når vi ikke kan fællestræne - for det kan vi ikke altid, eller i det omfang vi begge gerne vil træne.

Det gjorde godt at træne i går - det gør ondt i dag.

Mere ondt end forventet.





Dagen endte sammen med Oscar. Jeg har været syg og småskrantet og ville ikke risikere noget. Altså var det alt for længe siden jeg sidst var forbi.

Men nu er jeg rask igen, og genoptager at se ham mindst to gange om ugen.

Vi endte med at gå en tur. Han trængte, forældrene trængte og jeg kunne nå forbi centret efter det jeg manglede. Babyen fik sovet og forældrene fik varm mad fælles. Ren win win.

Og jeg fik mad, da jeg kom hjem.