lørdag den 27. februar 2016

Hærvejen


Ind imellem får jeg taget billeder og fundet historier, som skal deles, skal skrives og som også helst skal betage. Ind imellem står billederne tilbage, historierne uskrevne og tiden svundet.

Jeg har en del af de billeder og historier liggende. Jeg tænker det ikke behøver at være for sent, og selvom de kan tælles på en enkelt hånd, vil jeg alligevel forsøge at få fortalt. At dele mine opleveser – store og små, at få ryddet op i lageret af blogbilleder og dokumentere selvom tiden er gået.

Det behøver ikke alt sammen være i dag, men ind imellem. Helst inden nye historier, nye oplevelser eller nye detaljer finder vej.

For mange år siden – dengang sidst i halvfjerdserne, da jeg var ny i skolesystemet og var på en af de første lejrskoler (engang tog vi på lejrskole hvert år), boede vi på en sommerlejr et sted på Als. Det var uden for sæsonen og ved siden af lå et farlig fint og luksusagtigt feriested med egen pool, som vi fik lov at bade i.

Nu gik jeg på lilleskole og dermed var lærerne alle som en gjort af hippiestanden, og poolbesøg var derfor ikke specielt værdsat. Als var langt væk hjemmefra, og for det kulturelle islæt havde et par af lærerne derfor planlagt en tur ned ad Hærvejen. Jeg har altid godt kunne lide historie, så jeg meldte mig til turen og sammen med min gode veninde Signe gik vi turen sammen med børn i alle aldre (eller i hvert fald til syvendeklassesalderen – efter syvende klasse skulle man nemlig videre ud i det store skolesystem).

Jeg havde hjemmefra lånt min fars gamle kamera. Vistnok hans første kamera. Sådan et i læderindbinding, kæmpestort og med en indbygget linse, der skulle klappes ud og kigges ned i oppefra, for at se motivet. Jeg husker ikke jeg tog ret mange billeder, faktisk har jeg kun det ene af Signe, der stærkt overbelyst læner sig op af en sten vi mødte undervejs.


Ved den sydlige Hærvej - engang sidst i halvfjerdserne


Jeg ved ikke hvad det er for en sten, men jeg ved vi lærte en masse om Hærvejen undervejs på turen, en hel del af det findes stadig i min paratvidensdatabase. Jeg kan huske det regnede, så vi følte os temmelig druknede. Jeg kan også huske en af lærerne under en pause ved en mark bespiste os med sukkerroer – friskt trukket op ad jorden, og sikkert ikke set til med milde øjne af markens ejer.

Vi overnattede undervejs hos en landmand. Vi fik lov at sove i høet i et lille rum, der kun var adgang til gennem kostalden. Jeg var rædselslagen hver gang vi skulle ud og ind. Jeg var sikker på at køerne ville sparke bagud, når vi gik bagom dem på den temmelig sparsomme plads – også selvom landmanden forsikrede os om det modsatte.

Vi gik hele vejen til Åbenrå. Vi så grænsen som spor midt i astfalten og fik lov at løbe frem og tilbage over vejen - når der ikke kom biler og vi lovede at kigge os godt for. Jeg synes også jeg husker noget om is. Hvilket vist var hårdt tiltrængt efter den lange tur.

Jeg tror vi kørte med bus tilbage. Men det har ikke været vigtigt, jeg har sådan cirka ingen erindring om tilbageturen.



I sommers var jeg på lejrskole igen. Denne gang i Nordjylland og med en flok ottende klasser. Cirka samtidig brugte min mor og Annelise deres sommerferie til en vandring på Hærvejen. Jeg kan ikke huske om de startede eller sluttede i Viborg, men det var i hvert fald en del af det område de ville gå.

Og bedst som jeg gik i det øverste Jylland, på vej tilbage fra turen til Rubjerg Knude, gik det op for mig at stien langs kanten af skrænten er de tilbageblevne rester af den allernordligste del af den mægtige vej. Den ene af mine medbragte kolleger mente umiddelbart at det kunne ikke være rigtigt. Hærvejen var jo en reel vej, med plads til flere soldater ved siden af hinanden, for ikke at tale om alle de studekærrer og andet handel der valfartede frem og tilbage.

Jeg mente at tiden og naturen nok havde gjort sit til ændringen mod en uanseelig lille sti blandt græs og forblæste buske.


Den nordlige Hærvej


Samtidig blev jeg slået over de store naturkræfter der findes i Verden. En ting er at vide, at Fyret ved Rubjerg Knude for ikke engang hundrede år siden blev bygget tohundrede meter fra kanten – nu er der to meter. Men Hærvejen er tæt på tusinde år gammel. Den må have ligget nærmest midt i landet dengang den var en del af hovedfærdelsårene.


Så føler jeg mig lille.


2 kommentarer:

  1. Tak for turen, jeg drømmer om at bruge sommerdage på at tage dele af den nordjyske Hærvej i bidder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, det lyder som en dejlig drøm. Jeg synes der er skønt i det nordjyske og den lille del jeg gik, var en god oplevelse :)

      Slet