Besøgsdag

Jeg valgte at tage bussen til arbejde. Tog af sted i god tid og stod af ved Centret, inden jeg fandt en ny bus til den videre færd. det duer jo ikke at komme tilbage på arbejde, efter næsten en måned, uden kage.

Jeg lavede ikke noget, men det at gå lidt rundt, forsøge at fange chefen – som altså ikke lige sad på sit kontor, eller var til møde når jeg kom forbi, betød alligevel at de smerter, jeg ikke har mærket noget til de sidste dage, vendte tilbage for fuld tryk.

Jeg blev enig med chefen om en raskmelding. Jeg gider ikke være hjemme længere, og jeg har brug for reelt at prøve af hvad jeg kan. Fint nok sagde han, men husk at mærke efter, og så vær ligeglad med arbejdet, hvis det er det der skal til. Det lovede jeg, og så lovede han til gengæld et lift hjem, for han synes det var synd jeg skulle ud og finde en bus i regnvejret.

Det var skønt at se mine kolleger igen. Det var skønt at knuse og snakke og vende en lille smule af den verdenssituation, der har udviklet sig i mit fravær. Det var skønt at blive budt velkommen af glade børn, der havde savnet, og det var skønt at se hvad de har lavet i mit fravær.

For eksempel har de lavet de fedeste billeder af sæbeboblevand med maling og poscatusser til at tegne omrids af de sjove figurer, malingsboblerne gengav, op.

Jeg starter blidt op. De næste to dage er der seminar. Jeg blev for længe siden inviteret med til at være medbestemmende om kommunens kommende læringsportal. Alle skoler sender ledelse og lærere, men kun sender også en pædagog. Oplægget lyder rigtig spændende, men jeg skal ærligt indrømme at det at være kun en af to pædagoger, gør det også vigtigt at komme af sted.

Det er to dage, som nok er lange, men som formentlig kan klares på en stol. Skulle nogen undervejs mene at vi skal op og stå, eller hoppe og danse, springer jeg over.

Torsdag møder jeg igen sent. Springer undervisningern over, er kun i Klubben og går til læge i stedet. Det var den eneste tid jeg kunne få dengang i sidste uge, da jeg hellere så tiden noget tættere på. Nu tænker jeg at tre dages tilbagevending til arbejdsmarkedet i ro og mag, som med erfaring fra i dag nok skal skabe smerter, slet ikke er en dårlig viden at have inden et lægebesøg. For hvor længe skal det egentlig gøre ondt? Og hvor ondt må det gøre?

Aftenen er tilbragt i sofaen, det hjælper og heldigvis har jeg de skønneste omkring mig, der gerne laver the, anretter mad og bagefter henter den tomme tallerken.

Og trods smerter og alting, har dagen givet en hel anden energi end jeg længe har følt. Jeg trængte til at komme ud, og jeg glæder mig til igen at skulle være en del af hverdagen – omend måske i et noget begrænset omfang.