Creative Space

Som jeg har Emilie kun tre feriedage i vinterferien – sådan går det når man har fritidsjob, og gerne vil tjene så meget som muligt. De tre dage har hun fyldt godt op, og det var derfor også Emilie, der satte datoen for hvornår vi skulle fælles ind til byen.

Vi klarede hurtigt mine ærinder og Emilie havde hjemmefra kun et stort ønske. Hun ville forbi Perchs. Det er sjovt som arbejdsglæde hurtigt kan forvandle uinteresse til interesse. Havde du spurgt hende for et halvt år siden, ville tanken om the ikke ligge lige for. Nu ved hun en masse, tænker en masse, og havde altså lyst til at besøge den legendariske butik, og måske endda smage på varerne.

Butikken er spændende, ingen tvivl om det. Og duften er fantastisk. Om thesalonen på førstesalen er lige så spændende, aner jeg ikke. Jeg havde planlagt at vi kunne supplere tanken om en kop the med en afternoon tea opdækning, og jeg tror egentlig nok der var plads, der virkede bare overhovedet ikke hyggeligt.

Jeg vil ikke afvise at familien med et lille barn, der sad midt i synsfeltet, med brød og kage strøet ud over gulvet til følge, betød noget for vores opfattelse af stedet. Om ikke andet kiggede vi på herlighederne på hylderne og mens Emilies lyst dalede fra the og fine opdækninger til Triplo Chocolate fra Barasso, valgte vi at vende om og i stedet finde et kaffehus.

Med den varme chokolade i hånden fortsatte vi mod Nørreport, gennem Torvehallerne, over søerne og hoppede ved Forum på metroen mod Frederiksberg, inden vi gik de sidste meter til Creative Space på Gammel Kongevej.

Det var et indfald og et forsøg. Jeg vidste ikke om Emilie ville, men hun har været så glad for besøgene på Royal Copenhagens malekurser, at jeg tænkte at maling på porcelæn i frihånd kunne være en ny udfordring. Hun hoppede på, og der var heldigvis plads.

Creative Space byder på maling af mange, mange forskellige stykker porcelæn. Mulighederne er nærmest uendelige, det samme gælder for ideer, for maling og den kreative udforming.

Vi var længe om at vælge. Meget længe. Der foreslås at afsætte omkring to timer til processen. Jeg tror vi var der mindst tre timer. Og jeg tror ikke det er sidste gang vi kommer forbi.

Emilie hoppede glad og inspireret på opgaven, men tabte tråden lidt undervejs, mente at hun er bedre til det muselmalede, hvor hun bliver guidet gennem processen, og ikke behøver tænke de store tanker selv. Det betød at hun endte med at stå noget af, og ikke endte der hvor hun havde forestillet sig, men med min hjælp et sted hun havde talt om.

Det betyder ikke, hun ikke har lyst til at komme igen. Næste gang skal hun bare være bedre forberedt og vide præcis hvordan opgaven skal gribes an. Til det er der heldigvis stor hjælp at hente på nettet. For tilbage skal vi. Ligesom vi heller ikke er færdige med at male muselmalede tallerkener efter helt faste anvisninger.

Vi måtte efterlade de færdige kander. De skal brændes inden vi kan få dem igen. På tirsdag er de færdige, jeg tvivler på jeg når omkring på tirsdag, men jeg er spændt på resultatet. Der sker nemlig noget magisk når de falmede farvetoner, der ofte slet ikke har den færdige farver, bliver kombineret med brænding og et lag klar glasur.