torsdag den 1. august 2019

Yarn Along - Uge 30 og 31


Jeg fik aldrig skrevet om masker og bogstaver i sidste uge. Ikke at der var den store fremgang - jeg ville cirka have vist det samme som denne uge.

Det er stadig skønt at være på arbejde. Det er tydeligt at familierne er på vej hjem fra ferie, for hver dag dukker der flere og flere børn op. Det er hyggeligt at kunne nå at byde dem velkommen tilbage i god ro og orden, inden den resterende flok bryder gennem døren første skoledag.













Læse:

Jeg er tilbage hos Nicky og Peter. Deres jagt på en gåde med politiske aspekter giver mere og mere mening. Samtidig er der så meget baggrundshistorie, historiske kommentarer og detaljer som kan være svære at holde rede på, at jeg synes den er tung at læse.

Jeg har besluttet at læse den færdig. Men det tager godt nok lang tid!

I mellemtiden nåede jeg at læse de to første bind i Michael Katz Krefelds serie om den afdankede, søgende Thomas Ravn, der bor på en gammel båd, der har set bedre dage sammen med en hund, der bestemt også har set bedre dage, mens han kæmper mod egne dæmoner og bryder gåder, der tit får ham ud i problematiske situationer.

Det var til gengæld spændende læsning, af den slags, der alt for hurtigt er slut.

Jeg har tredie bind liggende, sammen med de foreløbig sidste to om Axel Steen - altså må jeg hellere blive færdig med den tunge knap så spændende Og hun takkede guderne.


Strikke:

Sommercardiganen, som jeg opfinder lidt som jeg strikker - med et par opskrifter fra Hendes Verden som forlæg - vokser.

Kroppen er færdig. Jeg tilføjede brystindsnit, for at få en lige overgang mellem mønster og glatstrik, en dybere halsudskæring end beskrevet og er gået i krig med ærmerne. Anden gang.

Det ser godt ud nu, og inden jeg kommer alt for meget længere skal jeg lige have lavet en beregning på, hvor meget der skal tages ud, inden ærmet når ærmekuplen. Lige nu strikker jeg lige op med mønster og regner med at overgå til glatstrik omkring albuen.

Jeg gider ikke udtagninger før det glatstrikkede.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar