søndag den 18. august 2019

Rundt om Altstadt


Altstadt Lübeck er en ø, der er cirka en kilometer bred og to kilometer lang.

Vi gik turen rundt den første dag, vi var i Lübeck. Vi startede ved gadedøren, men for at billederne giver mening, tænker jeg at starte ved krydset, lige der hvor Holstentor ligger.



Holstentor set fra Altstadt


Fastlandet rundt om Altstadt er ikke kun fastland. Holstentor ligger for eksempel på en mindre ø, jeg forestiller mig har været en del af voldanlægget - når jeg ser på et kort. Det giver også meget god mening i forhold til tårnet, porten og hele historien om at passe på byen.

Fra Holstentor gik vi nordpå ad An der Untertrave - gaden der løber langs floden Trave og langs de mange huse, der helt sikkert ikke kan dateres helt så langt tilbage som mange andre af byens bygninger og huse. Her har ganske sikkert været et værn mod byen i form af høje mure i borgform, der med tiden ikke længere har været nødvendig for sikkerheden og er blevet udskiftet med beboelse.



An der Untertrave med de nyere beboelseshuse set fra modsatte side af floden


Engelsgrube og St Jakobi Kirke


Der er temmelig mange broer fra Altstad til de ydre bydele - hele vejen rundt om øen. Det har der ikke altid været. Halvvejs mod den øverste spids af øen fører Engelsgrube op mod byen med udsigt til St. Jakobi Kirke, til den anden side kan man via Willy Brandt Alle køre over vandet forbi den gamle toldbygning og videre væk fra byen.

Jeg er temmelig sikker på den overgang ikke fandtes i middelalderen. Dengang skulle man helt til tops, til Burgtor, der stadig ligger med middelalderlige borgtårne, porte og mulighed for at lukke for adgang til byen. Hvilket muligvis lyder godt, men så er der så mange andre ikke lukkede adgange, så jeg forestiller mig at porten altid er åben.

Tæt ved Borgtor, ved det gamle borgkloster ligger det Europæiske Hansemuseum. Det er et besøg værd. Det er ikke et stort museum, men spændende.



Hubbrücke


Burgtorbrücke


Vi gik over Hubbrücke og tilbage over Burgtorbrücke. Hubbrücke har tidligere haft en jernbanelinie, som nu er lukket og som sikkert har givet adgang til havnearealerne på Altstadt. Der kører ikke længere tog på øen, men vi så resterne flere steder.





Borgtor fra ydersiden og indersiden af øen


Østsiden af øen virker ikke helt så overrendt af turister som resten af øen. Faktisk var vi meget alene på hele turen rundt, og når vi mødte nogen, virkede de meget indfødte. Det varede lige til vi nåede helt rundt og fik os forvildet op i midtbyen, hvor det nærmest ikke var til at komme frem for mennesker.

På østsiden af øen, er der med tiden blevet fyldt jord op, så øen er vokset i størrelse og en bredere vej giver hurtigere adgang øen rundt. Vi søgte lidt længere ind, mod de ældre veje. Området bar præg af at der er mere plads. Boligerne er større, vejene bredere og selvom der nok også er nyere og den allerældste del af byen har været centreret mod den anden side af øen, er det nok ikke usandsynligt at det bedre borgerskab har haft til huse i områderne med mere plads.





St. Aegidien Kirke fra østsiden af Altstadt


Halvvejs mod den sydligste spids gik vi gennem en park og fulgte An der Mauer, der langt hen ad vejen giver sig selv i forhold til beliggenhed, men også rummer rester af det gamle forsvarsværk om byen.

Halvtårnet, der stadig står og som blev bygget i trettenhundredetallet er en fin fortælling om en by, der havde brug for at kunne forsvare sig selv. Bindingsværkshuset i tårnet er fra 1670. I det hele taget er der mange gamle smukke bygninger i Lübeck.



Halvtårn og bindingsværk - tænk at bo i et tårn...


Helt mod syd fandt vi domkirken, fra ellevehundredetallet. Vi læste et sted at området i mange år, lå langt uden for byen og vistnok blev beboet af alle dem, man ikke ville have ind. I dag er langt uden for byen lidt svært at forestille sig. Lidt ligesom jeg har det, når jeg forsøger at se København for mig, og ved at Rosenborg på igen måde blev bygget i nærheden af byen.

Fra domkirken er der adgang til den lille ø Mühlendamm, der gav plads til byens møller.



Lübeck Domkirke


Vi gik tilbage mod udgangspunktet og gik gennem et kvarter, med brede veje og nyere bygninger, som sikkert er kommet til efter domkirkebyggeriet har været med til at udvidde byen.

Alle steder i byen står der bænke udenfor hoveddørene. Det var blevet godt op ad formiddagen og flere steder blev bænkene benyttet, når beboerne sad i solen og snakkede eller nød at kunne være ude.



Bænke uden for husene


De gamle pakhuse


Tilbage via An der Obertrave kom vi forbi de gamle pakhuse, der er lige så gamle som Holstentor, og ligger lige ved siden af det gamle porttårn.

Vi var blevet sultne - og forvildede os op i menneskemængden.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar