tirsdag den 19. september 2017

Cardigan med hulmønster


Jeg har længe, længe ønsket mig en trøje i bomuld. Et stykke overtøj når varme sommerdage er knap så varme, og uld bliver for varmt. Af en eller anden grund ender jeg bare altid med at strikke af uld.





Allerede da Bettina sidste år færdiggjorde jakken med hulmønster fra Alt for Damerne, blev jeg en smule forelsket. Men umiddelbart synes jeg ikke, at jeg skulle strikke det samme. Alligevel blev det den, jeg slog op til, da jeg endelig fandt mig selv med bomuld mellem hænderne og klar til projektet.

Jeg ledte ellers længe efter en anden opskrift, men jeg blev ved med at vende tilbage til Bettinas yndling, og jeg er ikke sikker på andet end at min også bliver en yndling.





Det var stadig lyst, da jeg kom hjem i dag, trøjen var endelig tør efter vask og Anders blev lynhurtigt indrulleret som fotograf.


Jeg er ikke sikker på at vi nogensinde bliver enige om opgavens omfang.

Jeg synes for eksempel at det hører med til fotograftjansen at tjekke at skuldrene sidder på skuldrene, at hvirvlen på mit baghoved er rettet, at jeg har fødder og at tøjet i al almindelighed sidder ordentligt. For ikke at tale om positioner og mest flatterende holdninger.

Det synes Anders ikke.. og er jeg ikke tilfreds, må jeg bare finde en anden fotograf...









Design: Jakke med hulmønster fra Hendes Verden.


Garn: Blackhill Recycle Cotton Tweed fra Garnudsalg. Jeg strikkede i støvet grøn.

Den færdige model vejer 449 gram, så jeg har stadig en smule tilbage fra den cone, jeg købte.


Pinde: 4 mm - rundpind og ærmerundpinde.


Størrelse: Opskriften kommer i to størrelser, jeg strikkede den mindste; M/L.





Bemærkninger: Garnet kryber en del i vask. Det vidste jeg, for jeg har brugt det før. Jeg vidste også at det er dejligt at arbejde med - og have på bagefter. For at have styr på krymp og størrelse, vaskede jeg garnet før brug. Det var noget omstændigt, men jeg er glad for at jeg gjorde det.

Jeg vandt den hele cone op i fem fed. Her var jeg glad for min garnvinde. Fedene stoppede jeg i en vaskepose og vaskede det hele i maskinen, som jeg forventer at vaske den færdige trøje. Derfra tog det, det meste af en uge før garnet var helt tørt og kunne vindes op i nøgler. Her var jeg glad for både garnvinde og krydsnøgleapparat.

Jeg strikkede ti centimeter kortere end opskriften angiver, inden overgangen til hulstrik. Både fordi jeg synes den blev lang nok, men også fordi jeg var i tvivl om jeg havde garn nok. Jeg strikkede også hele vejen rundt, så jeg slap for sidesømmen.

Da jeg nåede ærmerne slog jeg 9 masker ekstra op (en rapport), fordi jeg hader alt for smalle ærmer. Jeg valgte at strikke ærmerne rundt, og droppede derfor kantmaskerne.





Det stod ret hurtigt klart at jeg skulle strikke tre rapporter, inden ærmekuplen, og da jeg gerne ville have at ærmet blev bredere opad, endte jeg med at tage en maske ud på hver side af midtermasken på hver fjerde pind i den sidste rapport. Det passede lige med 9 udtagninger - en ny rapport.

Jeg strikkede ærmekuppel efter beskrivelsen og havde blot flere masker at lukke af til slut. Nærmest magisk passede den bredere ærmekuppel perfekt i ærmegabet. Jeg ved ikke hvorfor.


Har du lyst til at se flere billeder af cardiganen, kan den ses lige her på Ravery.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar