mandag den 7. august 2017

Frosty


For flere måneder siden fulgte der er tillæg med til Alt for Damerne med Rowan strik. Forsiden var prydet af Frosty, som jeg fandt interessant nok til at slå til.

Cirka samtidig lokkede Bettina med udsalg i garnbutikken i Slangerup, hvorfra jeg kom hjem med nok Karen Noe Shetlandsuld til mindst to trøjer.





Der gik ikke lang tid inden jeg havde slået op til bærestykket, som er den bærende del af trøjen, strikket og tilendegjort samme bærestykke. Herfra gik det galt.

Jeg startede ud efter opskriften, som krævede for mange masker hen over forkanterne, med et afsindigt grimt resultat til følge. Et opslag på Ravelry kundgjorde at andre oplevede det samme, og da det samtidig gik op for mig at trøjen efter opskriften ikke endte som forventet (A-facon - og jo A-facon kan være ganske berettiget, det var bare ikke det jeg havde set for mig), opgav jeg opskriften og strikkede videre på egen hånd.

Her stødte endnu en komplikation til. Det garn jeg havde troet - og set - ens, viste sig at være to helt forskellige farver - godt nok inden for samme farve, men så absolut ikke ens.





Havde jeg nok? Kunne jeg strikke en trøje i to farver, pænt fordelt, uden at løbe tør for den ene? Adskillige spørgsmål hobede sig op. Enden blev at alle kanter - nederst på krop og ærmer, forkanter og kanten rundt i halsen blev den ene farve, mens resten blev af den anden.

Heldigvis var der nærmest lige præcis nok garn.


Faktisk har trøjen været færdig de sidste to måneder, men jeg manglede de helt rigtige knapper. Jeg troede jeg havde, men måtte tro om. Derpå glemte jeg at tage den med ud og finde de rigtige, og da jeg endelig huskede det, og fandt de rigtige knapper, var der ikke nok, og de skulle bestilles hjem - med flere ugers ventetid.

Men nu er den færdig. Den er en lille smule stor - men uld har en tendens til at krympe en lille smule over tid i min vask - så mon ikke det går. Under alle omstændigheder er jeg rigtig glad for resultatet.









Design: Oplægget er Frosty  fra Rowan, designet af Sarah Hatton.


Garn: Kare Noe Shetlandsuld i to forskellige grønne. Den ene hedder Heath, den anden er jeg ikke sikker på.

Der gik i alt 285 gram til trøjen - de 200 gram dækkede krop og ærmer, mens resten gik til kanter.


Pinde: 3½ mm.


Størrelse: Jeg lagde ud med en medium, og strikkede derefter efter gefühl. Trøjen er strikket oppefra og ned, så der var god mulighed for at prøve undervejs. Alligevel lykkedes det mig at gøre den lidt større end jeg havde regnet med.







Bemærkninger: Jeg strikkede som sagt bærestykket helt efter bogen - eller næsten. Jeg er overbevist om at der er en fejl i mønstret, når jeg sammenligner med billeder. Så jeg rettede fejlen, og så stoppede jeg med at bruge opskriften.

Jeg samlede 3 masker op for hver 4 pinde i bærestykket, og fordelte til krop og ærmer efter mit bedste bud, prøvning foran spejlet og isatte sikkerhedsnåle.

Jeg startede kroppen med en retpind fra vrangen.

Langs forkanten strikkede jeg som opskriften angiver en snoning omgivet af to mindre snoninger. De to mindre snoninger over 2 masker, strikkede jeg i 1 maske (altså strikked 2 i 1, for ikke at få de opstrikkede masker til at krølle).

Jeg brugte den samme lille snoning i raglanudtaget - også her strikkede jeg 2 masker i 1. Både ved forkanten og ved raglan strikkede jeg to vrangmasker mellem snoningen og den glatstrikkede krop.

Da jeg mente at have masker og dybte nok til at dele til krop og ærmer, slog jeg 4 masker ekstra op under armen, strikkede dem vrang, og strikkede forholdsvis hurtigt de 4 masker sammen til 2, der agerede de to vrangmasker efter snoningerne, og fortsatte snoningerne fra raglangudtaget ned langs siden og senere også på undersiden af ærmet.

Jeg lavede taljering og indtag på ærmerne, som stoppede da jeg nåede kanten, som jeg strikkede fyldt med de samme snoninger som ned langs forkanten. Jeg fortsatte snoningsmønstret på forkanterne og opgav en yderligere kant i halsen, og afsluttede i stedet med at samle masker op, strikke en pind ret fra vrangsiden og lukke af med en lille snoning.


Jeg synes som sagt den er blevet god.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.





2 kommentarer:

  1. Den er virkelig fin! Hvor irriterende, når mønsteret giver et andet resultat end billedet, men godt, at det kunne løses. Resultater er ihvertfald flot!

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, jeg skulle måske bare have kigget ordentligt efter :)
      Når det er sagt, kan jeg godt lide den mulighed der er i strik - eller håndværk generelt - for at ændre efter behag og sætte sine egne præg på færdige produkter :)

      Slet