onsdag den 3. juni 2020

Farmorlykke på en onsdag


Vi lånte Oscar i dag.





Mens jeg var i skole, lavede bykompost med fjerdeklassen, og kunne konstatere at sådan noget lugter grimt - og den skal stå i deres klasse flere uger - hentede Emilie tidligt i vuggestuen, gik en lang tur og legede inden jeg nåede hjem.

Mens Anders lovede at sørge for maden, gik vi en tur ned til legepladsen. Oscar var ikke helt sikker på om det der legeplads var en god ide. Indtil han så den. Så var det faktisk en rigtig god ide.

Vi startede i den lille ende, hvor den lille rutsjebane halede godt ind, og hestefjedergyngen bestemt også var værd at prøve. De små gynger, med indbygget børnesele var han ikke imponeret af og han fortsatte i stedet over bakken mod den større del af legepladsen.





Efter at have løbet frem og tilbage under svævebanen - selve svævebanen var ikke spændende - gik han i krig med gruset, der fylder godt op under det store edderkoppespind, fjedervippen og den store gynge, der ligner den han har derhjemme. Den blev prøvet, men var næsten lidt for stor.

Gruset var bedst, specielt til at begrave - eller finde - Emilies fod.

Til sidst gik vi op, fik lov at prøve trampolinen, da vi gik forbi. De fire tøser, der besad den, flyttede beredvilligt, så den lille søde dreng kunne få lov at prøve. Det var sjovt, og skal helt sikkert prøves igen, hvis den en dag kan kapres.

Oppe var der majs, eller som Oscar siger: Maj. Maj! sagde han igen og igen, og da det er den eneste ret han endnu siger temmelig overbevisende, var det selvfølgelig det han skulle have.







Efter et bad, og noget tegneserietog fra Netflix, blev han puttet og sover nu de uskyldiges søvn.

Og mens jeg tager på arbejde i morgen, afleverer Emilie ham igen i vuggestuen.





Og jo - hans hår er efterhånden meget langt. Til trods for Amalies rigtig fine arbejde, sidst hun klippede ham, har hun et ønske om en rigtig frisør. Altså har han overtaget min frisørtid, der blev booket dengang for længe siden, da frisører ikke skulle pakkes ind i visirer og engangsudstyr.

Jeg var usikker på om tiden stadig fandtes, eller om alt var streget og startet forfra. Men jo, jeg havde den stadig. Som tiden er lige nu og jeg er i skole hver dag, kan jeg ikke bruge den - og Oscar har meget mere brug for den.

Dermed skal han klippes mandag formiddag.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar