Den spæde start

En sjælden gang imellem er jeg i de små klasser. Det er ikke her min spidskompetence ligger, og jeg synes de er meget små - og sværere at snakke med. Jeg kan godt lide, at børn er gamle nok til at reflektere selv.





Men når ting brænder på, og jeg bliver spurgt pænt, siger jeg ja. Og dermed stod jeg alt for tidligt i morges og tog imod en førsteklasse, mens jeg igen og igen fortalte hvor meget jeg havde glædet mig til, at få lov at være sammen med lige netop dem - efterhånden som de kom dryppede over den halve time, der er mulighed for at ankomme, så alle ikke kommer samtidig.

Det var en superhyggelig dag, og jeg kan konstatere at jeg siden sidste gang, jeg stod med de små, er blevet langt bedre til at aflæse og gennemskue strategier og måder at takle de mindste problemer.

Som ham der valgte at græde mere end en gang, altid var uden skyld og åbenbart aldrig græder, når den faste lærer er til stede. Eller ham, der hele tiden skal fortælle - også selvom jeg er ved at forklare. Eller at det er vigtigt at fortælle om lege fra frikvarteret ... det havde jeg glemt.

Altså kan jeg konstatere, at de er meget søde. Men helst i små doser.

Og alle fik lavet et ur med bevægelige visere. De er nemlig ved at lære klokken. 

I morgen er jeg tilbage i 4A og skolehaven.





Noget helt andet er trøjen af det håndspundne uld og tynde mohair. Jeg synes det bliver rigtig godt. Langt bedre end forventet.

Jeg havde en ide om, at farveskiftene mellem de tre tonede farver, jeg har frembragt, skulle tones ud i hinanden med et par pinde af den ene og et par pinde af den anden.

Og så blev jeg alligevel i tvivl. For de spundne farveskift er lange og flydende og vil det ikke give en mere synlig overgang, hvis jeg strikker lidt af det ene og lidt af det andet?

Jeg ved det faktisk ikke, og kan heller ikke vise (for jeg har ikke taget billeder af farveskiftet - som er ret nyt). Men da jeg skiftede viste det sig, at det nye garn havde noget nær samme farvebillede som det jeg skiftede fra, lige der i skiftet. Det betyder at farveskiftet blev flydende.





Når jeg skifter næste gang, og når ærmerne en gang skal på, må jeg ganske simpelt finde et sted på garnet, der passer.

I øvrigt har jeg taget udgangspunkt i Stine Hoelgaards Valdis, har vendt op og ned på det hele, bruger hullerne og gør ellers som jeg synes for godt.

Det betyder at jeg måler undervejs, og endnu ikke helt ved hvor den ender.

Jeg har en plan.

En diffus plan, men stadig en plan.