søndag den 7. juni 2020

Vævet Candyfloss


Noget af det første jeg spandt - for længe siden - var det candyflossfarvede garn af Corridale-uld. Allerede dengang vidste jeg at det skulle væves. Men jeg manglede en væv.





Det har jeg nu, og selvom garnet har ventet længe, blev det lynhurtigt fundet frem, da væcven var inden for døren, og knap to meter stof var lynhurtigt færdigt.

Siden har jeg haft gang i et eksperiment.

Planen er at sy projekttasker af det vævede. Da det var frisk fra væven, var det meget løst og ville ganske sikkert give en taske, uden den store støtte.

Derfor ville jeg gerne at det filtede en smule - og kastede mig over forsøget.





Jeg startede med håndvask - bevægede rundt i noget varmere vand end uld normalt bryder sig om. Der skete bare ingenting. Sidste weekend røg det med i uldvasken i maskinen. Det skete der heller ikke noget ved.

I dag stoppede jeg det igen i maskinen, denne gang ved tredive grader - så skete der noget. Faktisk lidt mere end jeg havde håbet. Ikke at det gør noget. Jeg kan faktisk godt lide det færdige resultat.

Og en taske af det materiale har helt sikkert ikke brug fra ekstra støtte...











Projekt: Stof til projekttaskesyning


Garn: Håndspundet Candyflossfarvet Corridale.

For længe siden brugte jeg 55 gram på et 14 centimeter bredt vævet stykke, der kunne gøre det ud for et kort halstørklæde.

Nu blev 198 gram til endnu et vævet stykke.


Kam: 30/10 - dvs 30 tråde på langs pr 10 centimeter.





Trend og Islæt: Både trendtråden og islættet er det håndspundne garn.

Jeg talte ikke hvor mange trendtråde jeg brugte, men lidt over halvdelen af vævens bredde - det er en 60 centimters rammevæv.

Jeg tror jeg satte cirka 2,25 meter trend op. Der er mere spild end jeg havde overvejet.


Størrelse: Frisk fra væven målte stoffet 32 cm i bredden og var 162 cm langt.

Efter den noget hårdhændede behandling - 30 graders vask i maskine  - måler det nu 24 x 129 cm.

Jeg tænker der er nok til to tasker.





Bemærkninger: Undervejs gik det op for mig, at kanter måske har brug for lidt ekstra styrke og besluttede at fordoble kanttrendtrådede på det næste vævede stykke.

Det smalle halstørklædeagtige stykke stof, har jeg ingen planer om at gøre noget ved. Jeg forestiller mig at et barn eller fem i Klub-regi måske godt ville kunne overtales til at væve et halstørklæde. Så den lille børnevæv, der lige nu er flyttet i kælderen, skal på tur.

Har det ingen interesse, kan den altid komme hjem igen.

Det smalle vævede stykke skal selvfølgelig med - som eksempel.


Har du lyst til at se flere billeder af stoffet og processen, kan de ses lige her på Ravelry.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar