Frederiksberg Slotskirke ligger i et hjørne af det gamle slot på toppen af Valby Bakke. For en del år siden var Sille og jeg på rundvisning i slottet, forelskede os allerede dengang en lille bitte smule i kirken og har siden snakket flere gange om at gøre det igen.
Frederiksberg Slot blev bygget i starten af syttenhundredetallet af Fredrik d. IV - dengang kronprins. Han drømte, efter en dannelsesrejse, om et sommerhus uden for byen, og fik grunden og få midler fra sin far - Christian d. V. Da Frederik overtog kongemagten, overtog han også midlerne og byggede et større slot, end der først havde været mulighed for.
Slottet er bygget i barakstil og udviddet flere gange. Det var her Christian d VII boede med sin livlæge, Strueense, og det store badekar i kælderen fra dengang er stadig bevaret. Da Frederik d VI's enke døde i 1852, døde også kongefamiliens beboelse af slottet, og knap tyve år senere blev slottet overdraget til Hærrens Officersskole, der stadig har til huse i bygningerne.
At Hærren bor på slottet, betyder at man ikke bare kan gå ind. Rundvisningerne foregår til tiden (sidste lørdag i måneden) og skal man ind i kirken, bliver lågen åbnet så kirkegængerne kan komme ind, inden der bliver lukket igen.
Men kommer man som jeg i allersidste øjeblik, fordi tiden gik og bussen var forsinket, møder man en lukket port og når at blive en lille smule panisk, inden portvagten bag sit skrivebord smiler lidt og trykker på knappen, så porten åbner og man kan komme ind.
I det inderste hjørne af slotsgården ligger den lille kirke. Det er ikke en prangende kirke - før man kommer ind. Udefra er en uanseelig lille dør og flere trin ned, inden døren åbner ind til selve kirkerummet med de vildeste barokmalede paneler på både vægge og lofter.
Kirken er ikke helt almindelig i sin opbygning. Alter, prædikestol og døbefonden er alle placeret midt i kirken med bænkeraderne i to rækker, en på hver side af midtergangen, i hver ende af det aflange rum.
Det er en fin kirke. Den er lille, der er ikke plads til mange, men den er også afsindig smuk. Det var her Roses forældre havde valgt at dåben skulle foregå. Præsten sagde fine ord, men jeg må indrømme at jeg ikke rigtig hørte efter, jeg havde mere travlt med at smile til Rose, der havde travlt med at kigge rundt, grine og sige glade lyde, når ikke hun fandt genkendelige ansigter mellem tilhørerne og dermed gjorde mig mere opmærksom på hende end på præstens ord.
En præst, der i den grad havde fokus på børnene - der var to - også selvom dages tekst ikke var en af dem, der gør det let at skrive prædiken.
Bagefter tog vi billeder. Udenfor på slotspladsen.
Ikke de bedste billeder jeg nogensinde har taget, men når ingen rigtig har tid til at stille op til billedetagning bliver det som det bliver. Til gengæld var alle glade og jeg fulgtes med hjem til Sille, hvor den lange kjole blev byttet til en kortere, bleen blev skiftet og turen gik videre i bil til Kanal Caféen, hvor der både var mad og de fineste kager.
Vi sad ude, på Cafeens overdækkede tømmerflåden, med kig til vandet og de mange, mange både der sejlede forbi. Der var private både i større eller mindre form, der var GoBoatbådene og kanalrundsejlingsbådene. Og så var der operettebåden. Sang og rundvisning på en og samme tid.
Rose havde en fest. Hun er og bliver et afsindig nemt barn, der fandt sig i at blive holdt af en mere eller mindre vildt fremmed og samtidig få vand i hovedet. Fandt sig i at gå fra arm til arm og kun blev meget lidt ked af det, da hun ikke gad mere og derefter sov i halvanden time.
Dagen da Rose fik sit navn, blev en dejlig dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar