Et sandt skattekammer

Silles mor er keramiker. Det er efterhånden flere år siden hun måtte opgive håndværket. Hendes hænder kan ikke mere.











































Nu står det sidste lager hjemme under hendes seng, og fordi hun ved hvor højt jeg sætter hendes keramik, havde hun bedt Sille om at tage mig med, så jeg kunne vælge alt det jeg ville.

Jeg måtte tage det hele. Det gjorde jeg nu ikke. Men jeg synes jeg tog nok til at kinderne blussede en smule og jeg på forhånd kunne regne ud, at det bliver svært at få plads i skabene.

Lige nu står det hele på spisebordet. Men der går ikke længe inden pladsen ikke kan undværes, så en større oprydning i inventaret er vist på sin plads.

Nu er der skåle, både med og uden huller tænkt til fyrfadslys eller appelsiner og flere former og størrelser, små fade, fine krukker, kopper, kagetallerkener, en lille kande og en enkelt espressokop til Anders.

Det meste er blåt. Blåt har gennem årene været kendetegnet. Blå blomster, blå kinder og blå flader. Andre farver sneg sig ind, men hun kan ikke løbe fra at blå har været det foretrukne.

Det var svært at vælge, men jeg synes jeg tog de allerfineste ting fra skatkammerets allerhelligste.