søndag den 1. april 2018
Tanker om kjolesyning
Tro endelig ikke at jeg har glemt min udfordring til mig selv.
Den der med at sy seks kjoler på et år.
Der sker bare mest inde i hovedet - knap så meget rent fysisk.
Og så alligevel. Jeg har fundet stof og mønstre til to kjoler. Jeg har ikke tegnet mønstrene endnu, men jeg har taget beslutningen om at sy begge to - når jeg nu har stof til begge, og alligevel ikke kan beslutte mig.
Jeg har også klippet stof til en nederdel - den tæller ikke helt i udfordringen, men jeg håber den kan være med til at sætte lidt gang i processen. Jeg har sat nåle i stoffet og symaskinen er ikke langt væk... Så måske sker der noget en dag.
I Rødovre Centrum har der været Pink Dage. Jeg er ikke helt sikker på hvad det gik ud på (jeg var i virkeligheden også ligeglad), men en del af projektet var en meget lyserød udstilling med kjoler fra halvtredserne og tredserne. Jeg indrømmer gerne at jeg er ret vild med halvtredsernes snit.
Forrest i udstillingen stod den fineste kjole af silkeorganza. Jeg behøver ikke silkeorganza eller den store sløjfe i taljen. mindre kan gøre det, men snittet - det gad jeg godt lege lidt med.
Jeg har helt ærlig stået og glanet efter den kjole rigtig mange gange efterhånden. Den er så fin.
Så når jeg engang har syet de der to kjoler, efter fortrykte mønstre, der muligvis nok skal rettes lidt til, kunne jeg godt finde på at lege mere med streger, optegninger og mønstre og genskabe snit fra tidligere tider.
Og de to kjoler kunne godt blive virkelighed inden længe. Jeg arbejder tit bedst under pres, og jeg er inviteret til fest om lige knap en måned.
Hvis ikke en fest kræver en ny kjole - hvad gør så?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar