lørdag den 21. april 2018
Med sol på næsen
I torsdags var vi kaldt til demonstration på den lokale rådhusplads.
Vi samledes efter arbejde på en solfyldt plads, hørte taler, nød solen, snakken og tiden sammen. Fra den indkørte vogn kunne mad og drikke hentes efter behov og tiden gik i godt selskab.
Jeg kørte inden det var helt slut, nåede ikke at høre chefforhandleren tale - jeg kunne alligevel heller ikke høre de andre - og deltog i stedet i fællestræningen i LOOP.
Den nidkære træner havde inkorporeret en forholdsvis simpel øvelse, som jeg nok havde regnet med ville give ømhed i lår dagen derpå. At også bagdelen nød godt (og stadig gør) af øvelsen, havde jeg ikke set komme.
Så mens weekenden mest handler om rengøring af et køkken, der trænger, overvejer jeg om ikke weekendens træning skal udskydes til i morgen. Jeg tror det, ømheden taget i betragtning.
Jeg overspringer, har ryddet gulvet, fejet og tænker at det er væsentligt med et par pinde på et igangværende projekt, inden jeg finder varmt vand, sæbe og knofedt.
Der er helt sikkert også brug for et par pinde på det igangværende projekt, mens gulvet efterfølgende tørrer....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar