Lørdag stod endnu en gang i Rosens tegn. Sille har udnævnt mig til weekendmor, og mens samme Sille og Sidsel hamrede og bankede på den væg og dør, der med tiden skal blive så fint, gik Rose og jeg en lang tur.
I går valgte jeg Frederiksberg have, som jeg beundrede mens Rose sov de uskyldiges søvn. Jeg er sikker på hun havde godt af det. Jeg gik længe rundt i søgen efter en bænk placeret det perfekte sted. Jeg er ikke sikker på hvad der er perfekt, og da jeg endelig fandt en bænk uden andre besøgende, opgav jeg perfektionen og satte mig med udsigt til krokustæppet, lod barnevognen stå i skygge og hev hækletøjet frem.
Jeg holdt ud i en hel halv time, men så duede mine fingre heller ikke længere. Nok var solen strålende, foråret bjergtagene og luften duftende, men blæsten var kold og bænken havde set bedre dage.
Den ene af de to siddeplanker holder ikke meget længere. En vinter mere og jeg tænker den ikke længere sidder fast. Den er plaget af elementernes rasen, frønnet og afsindig smuk, som træ kun kan blive. Jeg tænker at parkpersonalet har styr på det, og bænken nok skal få et langt liv, sagde farvel og gik videre med en stadig sovende Rose.
Tilbage hos Sille var de nået langt, men ikke langt nok. Rose og jeg legede videre og mon ikke der bliver brug for barnepasning endnu en gang eller mere, inden døren for alvor skal stå sin prøve.
Jeg passer gerne, men kan også godt mærke, at selvom det er hyggeligt at besøge Rose, vil jeg også snart gerne besøge Sille.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar