Tillykke med fødselsdagen

I søndags var jeg i Nakskov. Tur-retur samme dag. En lang dag, men også en skøn dag, en dag sammen med familie og fyldt med hygge og god snak.

I søndags fyldte min far femoghalvfjerds.

I virkeligheden ville han slet ikke holde noget. Havde ikke inviteret og havde tænkt sig at imødegå dagen i stilhed. Indtil vi lavede det om. Vi inviterede os selv, lovede at stå for maden, og kørte til Nakskov og retur på en søndag.

Jeg tog hjemmefra i god tid. Bare mig. Vi var sent ude, og mens min søster kunne mønstre næsten hele familien, havde mine andre planer. Emilie tjente penge og Daniel var til barnedåb – pludselig er de store, de unger. Specielt når deres jævnaldrende begynder at holde barnedåb. I køletasken havde jeg to udbenede og farserede kyllinger, Anders havde forberedt. Jeg havde også en stak chokoladetrøfler, der tog så meget længere tid at lave, at lørdag blev sen, før jeg nåede i seng.

På Næstved station samlede min søster mig op, og derfra fortsatte vi med bilen fyldt af familie mod det sydlige Sjælland, over Masnedsundsbroen og videre over den gamle Storstrømsbro. Det er ren nostalgi. I min barndom, længe inden de nye Farøbroer, var der kun Storstrømsbroen med de tre buer, og cykelstien, der forsvinder når man når buerne. Min søster troede i mange år, at cyklerne røg i vandet, når vi ikke længere kunne se cykelstien på den anden side af den høje metalafskærmning mellem buerne.

I min barndom var broen bredere, de to spor var mindst fire, og det tog knap så lang tid at komme fra den ene ende til den anden. Man falder stadig af cykelstien midtvejs, hastighedsbegrænsningen er lavere end tidligere – så det er nok rigtigt at det gik hurtigere dengang, men broen har aldrig haft mere end de to spor, der er fra en tid, hvor biler var noget smallere end i dag.

Bare ni meter bred er den gamle bro, der runder firs næste år og har en længde på lidt over tre kilometer. Det er mange år at være bro, på et sted der er blevet mere og mere trafikeret som årene er gået. Et sted undervejs kørte vi forbi folkemødet for ny Storstrømsbro nu. Både min far og hans bror mente at vide, at projekt ny bro vist er sat noget i stå, så længe den faste forbindelse til Tyskland ikke er inden for rækkevidde.

Når man kommer så sjældent som vi gør, er den gamle bro et kuriosum, som er værd at besøge. Selv med viden om at den snart ikke kan mere. Måske netop derfor. Bor man tættere på, kan jeg godt forstå længslen efter en ny.

Fremme i Nakskov, blev kyllingerne stoppet i ovnen, salaten, Claus havde medbragt, snittet i småstykker, mens både Claus’ gode tærter og det købte brød fik plads til opvarmning, inden en lille sluttet flok kunne sætte sig om bordet.

Maden var rigelig – jeg tænker min far har rester nok til et nyt gæstebud. Claus supplerede med dessert, mens chokoladetrøflerne måtte vente til kaffen. Tiden gik, pludslig var det sent, og vi pakkede sammen, sagde farvel, huskede at vi allerede ses igen i næste måned og ønskede gode ønsker om hjemture og kommende år, inden bildøre blev smækkede, motorer sat i gang og vi igen var på vej – denne gang modsat og mod Sjælland.

Hjemturen var med knap så god tid, så denne gang fik vi set den gamle bro på afstand fra Farøbroerne. Mogenstrup ligger på vejen mod Næstved og det meste af familien blev sat af, kun godt tyve minutter efter Zacharias’ normale sengetid, inden turen fortsatte mod stationen. Vi var i god tid, og vi nåede at vende endnu et par vigtige emner, inden Ann-Dorthe kørte hjem igen og jeg satte kursen mod perronen og Europatoget mod København.

Jeg var træt og det var sent, inden jeg nåede hjem. Men også fyldt med glæde efter en dejlig dag, der gerne gentages en anden gang.