Jeg er inviteret til bryllup – faktisk er jeg inviteret til to bryllupper, og sådan noget kræver gaver. Her har Creative Space, med muligheden for at lave sit helt eget og meget unikke stykke porcelæn, vist sig at være genialt.
Jeg skulle egentlig have været alene af sted i dag, for selvom Emilie meget gerne vil med, skulle hun altså på arbejde – og arbejde er vigtigere. Da Bettina gerne ville med i stedet, skyndte jeg mig at lave reservationen om til to, og der var heldigvis plads.
Emilie og jeg var vist heldige første gang vi var derinde. Ikke mange mennesker – men det var også en hverdag. Siden har jeg kun været der i weekender, og der er tryk på. Alligevel føler jeg mig hensat til min egen lille bobel, når først jeg bliver plantet med et stykke rå porcelæn foran mig. Det bliver nærmest meditativt at sidde med pensler, glasur og alle de mange, mange åbne muligheder for dekoration.
Denne gang blev vi plantet ved vinduet. Ved vinduet er godt lys og med udsigt til Gammel Kongevej også masser at se på. Lyset vil jeg gerne have, men mulighed for udsigt er knap så vigtigt, når henfalden til eget arbejde finder vej. Samtidig fandt jeg det enormt ubehageligt at blive kigget på udefra gennem ruden.
Det sidste var en mærkelig fornemmelse. Jeg kan godt forstå folk kiggede ind, jeg kunne have gjort det samme. Men det forstyrrede. Jeg vidste det egentlig godt da vi blev sat der, men det var mest en fornemmelse. Nu ved jeg det helt sikkert. Og selvom jeg gerne vil have lyset, husker jeg lige til næste gang at bede om ikke at blive sat ved vinduet.
For der bliver en næste gang.
Jeg er slet ikke færdig med at male på porcelæn. Emilie er slet ikke færdig og Bettina var sikker på at det ikke var sidste gang. For ud over det meditative er det også næsten magisk at se hvordan det færdige porcelæn ser ud. At vidne den store forskel på farven en tur i ovnen giver og at gå fra det rå, ru og nedtonede til det glaserede, glansfulde og nærmest proffesionelle udtryk man kan tage med hjem.
Og godt jeg kan give gaver – for Anders vil muligvis betakke sig, hvis jeg bare fylder skabene op herhjemme.
På den anden side trænger alle vores tallerkener til at skiftes ud. Og jeg synes stadig det er sjovt at sætte prikker.
Måske vi skulle overveje prikkede tallerkener.
Hvor ser det spændende ud, og et hvert hjem har helt sikkert brug for prikkede tallerkener. Dejligt at være to om oplevelsen, men vindueskikker pladsen er ikke noget for mig.
SvarSletFortsat god søndag
Marianne, nu fik jeg plantet ideen. Det er slet ikke umuligt der en dag finder prikkede tallerkener vej til vores hjem. Jeg er ellers enormt glad for krus og kopper. Der er bare ikke rigtig nogen af de mulige faconer på hylderne hos Creative Space, der appellerer til mig :)
Slet- Og det var dejligt at være to.
Uh Pernille hvor ser det spændende ud, mon folk ligefrem stoppede op og kiggede ind på jer ?
SvarSletKan huske det grænseoverskridende ved at sidde på et fortov( altså på en stol) i en indkøbsgade og strikke til knit in public dag, men der kom man så i dialog med folk engang imellem.
Men jeg kan osse gå helt ind for prikkede tallerkener ;-)
Det var jo det Trine. Jeg følte mig i den grad kigget over skulderen. Jeg tror bestemt det ville have været noget andet, hvis ikke der have været en rude imellem, og vi kunne have talt sammen. Det var i hvert fald ikke på samme måde grænseoverskridende, når de ansatte undervejs kom forbi og vekslede et par ord :)
Slet