En hyggelig udfordring

Jeg var til konfirmation i dag.

Drengene fra den lille ordblindeklasse skulle konfirmeres. De er ikke så mange, så dagens hold var på bare seks elever. Et par af mine timer har været brugt på at tale om blå mandag, om hvad konfirmationen betyder og står for, og også en smule om at respektere det valg konfirmanderne har taget.

Som et udslag af det sidste udfordrede jeg de af drengene, der ikke skulle konfirmeres. Mødte de op, ville jeg også. Og de kom – alle tre. Både ham, der først skal konfirmeres om et par uger og de to, der tilhører en hel anden trosretning. Også seks elever fra naboklassen dukkede op, og vi fyldte begge de to bagerste bænke. En på hver side af midtergangen. Jeg var parat til at stå op, men der lige plads til os.

De fulgte godt med alle sammen. Rejste sig op, og satte sig ned helt efter foreskrifterne, og mens resten af kirken under selve konfirmationen på skift rejste sig op og satte sig ned, efterhånden som den ene konfirmand efter den anden stod over for præsten, stod alle os på de bagerste bænkerækker op for klassekammeraterne.

Det var en god oplevelse. Også selvom de synes det var lidt kedeligt. Til gengæld fik de muligheden for at se tre af de seks blive fragtet fra kirken i sporty biler og en trike. Den oplevelse synes de alle godt om. Specielt osen og motorlugten.

Jeg ønskede tillykke og vendte næsen hjemad igen. Mens dagen hos drengene er sat til festligheder rundt om, vil jeg helst bruge resten af dagen på ingenting.