Jeg hader at tale i telefon. Sådan har jeg altid haft det, og jeg tvivler på det nogensinde vil ændre sig.
Jeg går hellere over skolegården i både sne og slud, hvis jeg skal tale med chefen, lærere eller kolleger i andre afdelinger. Jeg sender hellere en mail eller sågar et brev og venter gerne dage på en tilbagemelding. Er jeg for alvor nødt til at ringe til nogen, kan jeg gå rundt om mig selv i timevis, inden jeg løfter røret og skaber hul igennem.
Det er ligemeget om det er nær familie, venner eller folk jeg ikke kender. Siden sms’erne kom på banen, har jeg brugt systemet flittigt og med messinger bliver det kun nemmere.
Emilie er lige omvendt. Hun taler og taler og taler. Mobilen er nærmest fast monteret til øret og vennerne og veninderne i den anden ende har det på samme måde.
Nu har hun set sig varm på en ny telefon, og i den forbindelse mente hun det klogt at kigge på forbrug, abonnement og taletider. Tretten timer kunne hun mønstre over den sidste måned og med fri tale viser hun sig at være godt stillet.
Tretten timer var alligevel meget, synes hun og spurgte hvor meget jeg mon havde talt. Fem minutter var mit første gæt, men da hun så totalt himmelfalden ud ændrede jeg det til max ti minutter og loggede for god ordens skyld på nettet, for også at tjekke mit forbrug.
Jeg kunne mønstre seks minutter over en måned. Emilie mente på ingen måde det kunne passe, for, som hun sagde – vi har talt meget mere sammen. Jeps kunne jeg svare, og tilføjede at det altid er hende der ringer op. Samtidig mente jeg heller ikke de tretten timer er fyldestgørende for Emilies reelle telefontaletid. Hun er jo ikke altid den opringende.
Til gengæld har jeg sendt langt flere sms’er end Emilie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar