onsdag den 6. april 2016

Bargello


En af mine yndlings, når det kommer til det kreative er Hanne. Det er vildt så meget hun når, og som kreativiteten flyder fra hendes hænder.

I den senere tid har hun kastet sin kærlighed på bargellobroderi, og da jeg pludselig en sen aften havde klikket mig rundt på nettet og endte ved en tilmelding til bargellobroderi på Kulturstationen i Vanløse med Hanne som instruktør, var jeg ikke sen til at melde mig til.


Bargello


Jeg regnede godt nok med at kurset en uge inden opstart ville være både fyldt og overtegnet – men nej, der var også plads til mig, og dermed sad jeg i søndags sammen med otte andre damer og syede sting på sting af tælletypen. Det viste sig hurtigt at bargello er en broderimetode, der er firkantet og regelrettet nok til at tankerne kan flyve, det meditative tager over, og jeg så for mig hvordan de mest tålmodige af Klubbens børneflok inden længe skal sidde og sy sting på sting på sting.

Vi startede med buer. Buer er hyggelige. Jeg lavede en enkelt fejl – måske kan I se den?

Dernæst udfordrede Hanne til freestyle, og jeg hoppede på. Det er sjovt og helt igennem fantastisk at se hvordan den næste farve og den næste pludselig giver en helt ny drejning af mønstret.


Bargello


Vi endte med at tegne egne mønstre. Jeg skal altid nå at tænke lidt, at have hjernen i omdrejninger og lade underbevidstheden arbejde, inden de rigtig gode ideer dukker op. De dukkede op på vej hjem, og selvom jeg egentlig har en pink flodhest, der skal være klar og færdig til søndag, oversprang jeg, tegnede og fandt farver i toner, der gik fra lys til mørk, inden de næste dage bød på endnu et mønster, der i mine øjne ligner lidt en fisk.

En diamantfisk siger Anders.


Bargello


Nu ligger den og danner bunke, mens overspringene er bandlyst indtil flodhesten kan stå på egne ben, og jeg måske lige skal prøve lidt igen… nye ideer flagrer i baghovedet. Mest gamle gennemprøvede mønstre. Der er jo ingen grund til at opfinde nyt, når alting er nyt for mig.


Bargello


Og broderi med klubbens børn.. er for en tid lagt på is. Indkøbsaftaler og sanktioner betød at det rigtige grundlag ikke er til at få fingre i. Jeg satser på at tiden arbejder i den rigtige retning, håber hen ad vejen at kunne overtale leverandører til at ligge inde med de rigtige materialer og ser stadig børn, der ville synes det metodiske, langmodige og meditative vil være noget for dem.


8 kommentarer:

  1. Hvor er det bare flot!!! Elsker at brodere, men desværre har en øjensygdom sat lidt en stopper for det. Er det meget fint stof, der er broderet på - det har jeg nemlig lidt svært ved at se, og er det en bestemt type garn, der bruges til at brodere med? Jeg må vist hellere udforske Bargello.

    Tak for tippet :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Susanne, det er syet med en fuld tråd Amagergarn på stramaj eller hørlærred. Det hedder 7,0 - altså 7 tråde pr centimeter. Det er ikke så fint.
      Jeg skal helt sikkert også forsøge mig med uldgarn - og så kan stoffet være endnu grovere.

      Slet
    2. Tak for dit svar Pernille.
      Jeg må udforske det med det grove stof ��

      Slet
    3. Ja, selvfølgelig skal du det, Susanne :)

      Slet
  2. Nej hvor ser det spændende ud, kunne sikkert passe til terrassehygge. Har syet Bargello som patchwork, men det bliver meget voldsommere. Håber virkelig de børn får mulighed for at sy, under din kyndige vejledning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, med lidt fantasi kan patchworkmønstrene fint omsættes til broderi.
      Jeg er sikker på at det vil egne sig til terassehygge - og på den ene eller den anden måde skal jeg nok få det præsenteret for de børn :)

      Slet
  3. Hvor er det flotte mønstre du har lavet. Jeg må igang igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Violykke det er så hyggeligt. Jer kan for øvrigt heller ikke få knappen sat sammen. Det ligger på mit bord og kigger ofte på mig.. men trods flere forsøg, er det ikke lykkedes endnu :)

      Slet