søndag den 17. april 2016

Hos Maude


Når man kommer fra Creative Space på Gammel Kongevej og går hen mod Frederiksberg Rådhus, skal man ikke gå meget længere end små hundrede meter, før man møder Maude’s Salon.

Vi var sultne, Bettina havde hørt godt om stedet og det så hyggeligt ud. Vi havde allerede passeret, da vi gik den modsatte vej, og der var ikke langt fra tanke til handling.


Maude's Salon


Maudes Salon er udpræget feminin. Der er super hyggeligt, med møbler der alle er fra en svunden tid, men ikke passer sammen. Rundt om er små opstillinger og stillebens med figurer, blomster og lys, der kun er med til at skabe stemingen af femininitet. Vi blev budt velkommen af et fint hjerte på døren og glade smil fra travle servetricer.

Valget står mellem kaffe i sofaer og lænestole, eller spisestuearrangementer om borde af teaktræ. Vi var sultne og valgte det knap så magelige. Menukortet så spændende ud, et lille udvalg, der alligevel havde det hele. Vi gik ikke sultne fra bordet.


Maude's Salon


På et skilt kunne vi læse os til at weekenden byder på brunch, der absolut godt kunne friste en anden gang, ved disken bød en montre på et luksuriøst udvalg af kage og på hylderne bagved stod thedåser i lange baner. Vi blev længe og nåede ud over frokosten også både the og kage.

Da vi ankom bestod klientellet udelukkende af kvinder. Forståeligt nok for, som jeg startede, er det et udpræget tøsested. Vi var der længe nok til at se mænd og børn blive trukket med indenfor af kvinder, der helt sikkert synes stedet var fantastisk, mens vi bildte os ind at kunne se lettelsen i øjnene på de stakkels mænd, når besøget endelig var ovre.


Maude's Salon


Et enkelt par bestående af to mænd, virkede noget mere hjemmevante, og en håndværkerklædt mand, der målrettet gik mod disken, bestilte kaffe og satte sig ved et bord med arbejde i en mappe, så både totalt malplaceret ud i de feminine omgivelser og alligevel helt rigtig. Han brød sig tydeligvis om stedet, og jeg tog mig i at tænke, at måske serverer de bare en ualmindelig god kop kaffe, og så er omgivelserne ikke helt så vigtige.

Der er hyggeligt hos Maude’s og jeg træder gerne indenfor en anden gang. (Men helt sikkert uden Anders).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar