lørdag den 31. august 2024

Det grønne julekalenderspind

 

Tidligere på året færdiggjorde jeg første halvdel af sidste års fiberjulekalender. Den røde del

Jeg har købt fiberkalendre de sidste to år, jeg har ikke købt nogen i år - endnu. Jeg har kigget, men selvom det har været sjovt, er det også på en eller anden måde prøvet. Måske får jeg lyst igen en anden gang. Indtil da vil jeg hellere slev bestemme farver. 



Kalenderen fra sidste år, købte jeg hos Birthe P. Garngalleriet Mikrofarveri. Jeg fik fire og tyve farver på fibren Polwarth, cirka tyve gram hver dag. 

De første mange dage lukkede jeg op for noget grønt. Senere blev det mere rødt. Jeg havde tænkt at det skulle blive et stort projekt, men som farverne ændrede retning, ville jeg hellere dele dem i to. Så det gjorde jeg. 

Den røde del blev superflot, jeg har lovet at strikke til Emilie af det, og den grønne del lagde jeg an til at spinde fuldstændig på samme måde. Det virkede nemlig. 



Jeg delte alle de firetyve farver i to næsten lige store dele - der var elleve i den røde, og tretten i den grønne - og sammensatte to cirkulære farveforløb, jeg synes gav mening. Jeg spandt begge som fraktaler.

Jeg var spændt på hvor meget det grønne ville skinne igennem, om det endelige udtryk ville være grønt. Det synes jeg det er blevet.




Materialer: 13 ud af 24 fiberpakker fra julekalenderen fra Garngalleriet Mikrofarveri 2023.

Fibrene er Polwarth og der var i omegnen af 20 gram i hver pakke. 



Forberedelse: Jeg valgte at spinde en tretrådet fraktal. En fraktal betyder at farveforløbet løber gennem garnet i forskellige længder, så farverne blander sig i det der kaldes barber poling. Ligesom striberne på en klassisk barberstang.

Jeg delte derfor alle uldlængderne i tre dele på langs. Jeg vejede dem, så jeg fik delt i nogenlunde tre lige store dele. 

De enkelte farver havde alle navne, alle farver fra Birthe Ps store bagkatalog af farver. Mit forløb blev dannet af følgende farver i rækkefølge:

Rensdyrlav - Strå - Bøgeblade - Vårgrøn - Oxalis - Græs - Oliven - Kastanje - Jæger - Savoy - Flaske - Malurt - Lys Fjeld. 

Jeg synes det blev et forløb, der fint fortsatte cirkulært.

Jeg brugte poserne ulden var pakket i, til at holde styr på rækkefølgen. Jeg lagde alle tre dele ned i hver pose igen, inden jeg tog den op en for en, delte yderligere, tesede en smule (trak fibre lidt fra hinanden, og fik luft mellem fibrene) og vandt dem i rækkefølge i bolde, så jeg igen havde styr på rækkefølgen. 

Jeg delte farveforløbet til den første tråd, så farverne blev gentaget tre gange. Tråd nummer to blev gentaget seks gange og tråd nummer tre tolv gange. 



Spinding og tvinding: Jeg spandt tyndt. Så tyndt som jeg kan, eller så tyndt som fibrene gerne ville være. Jeg er ikke konstant i min spinding, og nogen steder er tråden tyndere end andre steder. jeg spinder mest fordi det er sjovt, ikke fordi jeg vil have et helt bestemt resultat. Resultatet er ukendt og projekter af det færdige garn, må besluttes når det er færdigt. 

Jeg spandt i urets retning - S-retningen og tvandt det senere mod uret - Z-retning.

Jeg vidste af erfaringen fra den røde del, at en enkelt spole ikke kunne rumme en hel tråd, så jeg delte med det samme, havde hver tråd på to spoler og tvandt også, så spolen ikke blev overfyldt.

Jeg spandt og tvandt det hele på rokken. da jeg spandt det røde knirkede den en hel del, og jeg forsøgte med forskellige tiltag. Den kan stadig godt lide at knirke, jeg synes det er lidt hyggeligt, men jeg ved efterhånden hvad der skal til, og den kan godt lide at blive smurt godt. 

Rokken har to hastigheder, jeg brugte som altid den hurtigste. 



Efterbehandling: Jeg haspede garnet af spolerne, skyllede op, krammede det meste vand ud, krammede i et håndklæde og lod det hænge til det var tørt. 

Afhaspet slyngede garnet sig en enkelt gang om sig selv, skyllet og tørret endte det harmonisk og løsthængende. 

Jeg har igen markeret de enkelte fed med A, B, C og D mærker lavet af krympeplast, så jeg ved i hvilken rækkefølge jeg skal bruge det, for at følge det spundne farveforløb. 



Resultat: Polwarth er meget blødt, australsk og en blanding af merino og et andet får. Det er let at spinde, det føles nærmest som spinder det sig selv. 

Det færdige garn vejer 247 gram og er fordelt på fire fed, der tilsammen udgør 906 meter. Det giver en løbelængde på 367 meter pr 100 gram. Lindt mindre end den røde del.


Vil du se flere billeder, kan de ses på Ravelry. 




Drejeskiven

 

Midt i den store rundremise på Jernbanemuseet ligger drejeskiven. Der er noget dragende over så stort et stykke mekanik, som engang betød alverden, når store heftige dampdrevne lokomotiver skulle på plads i remisen, tilses og sørges for. 



Drejeskiven virker stadig.

Og den bliver brugt når Odin - veterantogets lokomotiv - eller MY, det store dampdrevne lokomotiv, der også stadig er i brug på museet, bliver kørt i værkstedet.



MY blev udviklet af General Motors, og ændrede togtrafikken markant, da det i midten af halvtredserne blev en central del af DSB. Minitoget, der kører børn og voksne gennem museets udendørs områder har en lille kopi af MY som motorkraft.

Da jeg var på besøg stod en grøn rangervogn på drejeskiven. Thor, der er medarbejder på museet, fortalte og viste at den stadig virker og kørte den lille vogn en halv gang rundt.








Desværre måtte vi stå bag et rækværk og kigge på, her skulle ingen tæt på. Tæt på kunne vi komme, når det hele står stille. 

Selvom hverken drejeskiven eller remisen for alvor blev det store kompleks og central for damplokomotiverne, som det var tænkt, synes jeg stadig det er et fantastisk bygningsværk, der fortæller historien om fremskridt, innovation og historie i en fin sammensmeltning. 







fredag den 30. august 2024

Danmarks Jernbanemuseum

 

Jeg har set Jernbanemuseet i Odense udefra, ved siden af banegården, mange gange. Men jeg har aldrig overvejet hvor stort det egentlig er. 




Sidstedagen i Odense gik til Jernbanemuseet, hvor en billet giver adgang til at komme og gå, som man vil, hele dagen. Det skulle jeg have husket, da jeg blev sulten. 

Jeg forlod mit logi, lagde nøglen i postkassen og gik til stationen, hvor jeg fandt en bagageboks til min kufferrt, og fortsatte til jernbanemuseet, der viste sig at være meget større, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. 

Museet rummer hele Danmarks jernbanehistorie, fra det første lokomotiv til de nyeste modeller. Museet har til huse i den kæmpestore remise, der blev bygget i forbindelse med Odense Banegård, samtidig med at damplokomotiverne blev udfaset, og remisen derfor ikke længere var nødvendig, allerede da den stod færdig. 





Bane Danmark brugte en del af remisen, mens Jernbanemuseet fik lov at starte op og bruge de første otte-ni spor i remisen til en start. Nu råder de over alle en og tyve spor, hvoraf publikum har adgang til de fleste, og de sidste to bliver brugt til værksted for vetarantoget - helt som det blev bygget til. 

Jeg tog turen med vetarantoget to gange, kiggede på tog og vogne til første, anden og tredje klasse, så kongevogne, S-tog og var en tur under et tog. Udenfor bliver pladsen brugt godt. Der er legepladser til de små, et minitog, alle må køre med gennem Danmark. Det starter på hovedbanen, kører gennem en remise, over Lillebælt, sejler med Dronning Ingrid, møder en stationsby og ender igen ved Hovedbanegården. Jeg tog billeder, men der sad en meget stor mand foran mig. Han er med på alle billederne, og jeg synes ikke det er rimeligt at afbillede ham her. 





Det røde lyntog fra 1935 blev lukket op. De stoppede med at køre inden min erindring slår til, alligevel var det velkendt at gå ind. Barndommens intercitytog var alligevel anderledes nostalgisk. 

Mens jeg gik rundt, savnede jeg at have Anders med. Jeg sendte billeder og besluttede på stedet at han skal med. Vi skal til Odense og vi skal se tog. Selvom det var spændende, er det meget mere spændende at have en med, der ved en hel masse, og gerne deler. 




Specielt vild var Anders med den gamle Pontiac, der var bygget om til en motordræsine. Det vidste jeg godt han ville være, og skyndte mig derfor også at sende ham et billede.








mandag den 26. august 2024

Masker på en mandag - Uge 34

 

Ugen kort:

  • Jeg fik aldrig taget billeder søndag, så jeg havde både strik og bog med i tasken, kørte forbi Vestre Kirkegård på vej hjem, og fandt en grav.
  • Mine arbejdsuger er noget anderledes i år. Jeg møder for eksempel ikke på skolen mandag. Det er lidt mærkeligt, men jeg vænner mig nok til det. Da uddannelsen ikke var startet i mandags, havde jeg derfor en hel dag uden andre planer, end vasketøj og lektielæsning. 
  • Det med at læse skal læres. Jeg ved det godt, jeg ved det kommer. Det kræver tilvænning at studielæse. 
  • Jeg har stort set styr på alle elevers navne, og timerne er skønne. 
  • Jeg har været på Appwriterkursus. Det var interessant, selvom jeg sad en smule på nåle. 
  • Aldrig har været så hurtigt ude af døren, efter endt kursus - jeg skulle nemlig videre til intromøde på KP (Københavns Professionshøjskole).
  • Jeg cyklede ind til KP, efter kursus. Jeg kom ikke for sent, jeg havde sådan set god tid. Jeg synes bare det kan blive lidt trangt, når tirsdagene ender sent. Og det gør de ind imellem. I morgen tager jeg toget - det er nemlig også en dag med møde inden uddannelse. Så finder jeg ud af om det er løsningen på tætte dage. 
  • Ellers vil jeg egentlig helst cykle. 
  • Intromødet var mere informativt end jeg havde regnet med. Det var også lidt kedeligt og cyklede lidt rundt i det samme. I det store og hele var det en god ide at tage derind. 
  • Jeg har mødt midt valgfagshold. Gennemgående søde ottende klasses elever, der for flestes vedkommende synes faget er sjovt. De sidste skal hjælpes lidt, men min oplevelse var at de faktisk gerne ville, det er bare nogen gange lidt svært. 
  • At undervisningen er flyttet ud i byen, giver en ekstra dimension. Og flere oplevelser og læring til mig. 
  • Jeg hentede Oscar til spisning, inden han kørte hjem sammen med far. 
  • Fra studiet lød at jeg skulle købe en matematikbog til lærerstuderende. Samme dag den ankom, satte jeg mig og tænkte jeg skulle læse. Det skulle jeg ikke - jeg faldt i søvn. Måske fordi jeg havde været til intromøde først og var hjemme omkring klokken ni. 
  • Berit og jeg gik en tur og fik sat ord på alt det, der fylder. 
  • Anders hjalp mig med at confitere otte andelår. 
  • Anja og Jens inviterede til OL-fest i haven, med buffet, der skulle dufte lidt af fransk (her kom andelårene i spil) Det var en skøn eftermiddag og aften. 
  • Ællinger er nuttede.
  • Søndag blev en af de dage, hvor det gjaldt om at lave så lidt som muligt. 









Læse:

Jeg har lukket op for anden del om bibliotikaren Kitt Hartley. Foreløbig er det stort set samme historie som første del. 

Der er begået noget kriminelt. Nogen bliver uretmæssigt anklaget for forbrydelsen. Politiet kan ikke selv finde ud af at løse gåden. Altså ender Kitt med at forfølge spor. 

Denne gang er det politiet selv, der står som anklaget og Kitts veninde, der insisterer på at hjælpe. Jeg er ikke sådan rigtig imponeret, men håber stadig at historierne udvikler sig, at figurerne får lidt mere form og at jeg bliver lidt mere underholdt. 

På den anden side er det virkelig letlæst. 


Strikke:

Det er ikke fordi jeg har så mange projekter i gang i øjeblikket. Jeg tror bare, der sker for meget rundt om, så kommer de til at fylde og jeg bliver monogam. Det betyder ting bliver færdige (og står i kø til fotografering).

Det betyder også at jeg har fundet trøjen til Emilie frem igen. Skogsbærjakke af Fabel Knitwear. Emilie glæder sig til den bliver færdig, og i virkeligheden er det inden for rækkevidde. 

Jeg har samlet det hele og strikker nu raglan. Der er pufærmer i modellen, hvilket lige nu betyder at når jeg tager otte raglanmasker ind (og burde ende med færre masker på pinden) tager jeg tolv pufærmemasker ud (og ender med flere masker for hver omgang). Jeg er ikke udpræget tilfreds. Men de skal heldigvis ind igen - på et tidspunkt. 

Halskanten nærmer sig - og dermed nærmer tidspunktet for færre masker sig også.

Jeg er stadig ikke fan af den tynde, tynde glimmersytråd jeg strikker med. Selvom om jeg må indrømme at det er lige Emilie. Hun er og bliver en glimmergås. Og hun er ikke bange for at stå ved det.  




OL-fest i Anjas have

 

Jeg synes jeg starter hver eneste mandag med en ide om at skrive et indlæg om dagen - okey, måske hver anden dag... Og så er ugen pludselig gået.




Lørdag gik turen til Terslev, hvor Anja og Jens igen inviterede til sommerfest, til leg, til god mad, hygge og overnatning i shelter. Haven var festligt pyntet med alle de vimpler jeg for mange år siden klippede og syede på en jutesnor til et af de store arrangementer vi dengang holdt i SFO-regi. 

Ingen havde tænkt at de efter mindst tolv år stadig ville være i brug. Gennem årene har de været brugt til alt muligt, været lånt ud, været til bryllup og havefester og bliver hvert år hængt op i skolegården, når der bliver åbnet op for den grønne festival. Det var skønt at se dem igen. 




Anja har fået ænder. Små dunede kræ, der bener af sted og er så søde at se på. Karen, Maren, Bulder og Isabella. Inden festivitasen gik i gang, blev de lukket inde, så ingen skulle falde over dem. Det var de ikke voldsomt tilfredse med. 

Det var en skøn eftermiddag og aften, med fransk buffet og et gensyn med en flok mennesker jeg kun ser den ene gang om året og tøserne, jeg ser noget oftere. Vejret var fantastisk, og der var lunt i shelteret, da vi gik til køjs. 



Vi vågnede til regn. Udsigten fra den tørre shelterplads ud mod søen og det nederste af haven, gennem dråberne var så smukt, at jeg blev siddende lidt, inden jeg stod op og fandt ind i huset og ud under overdækningen og morgenmaden, der allerede stod klar. 

Tak for nu, siger jeg bare, og ved endnu ikke om jeg kan være med næste år. En fødselsdag kunne godt stå i vejen. 




mandag den 19. august 2024

På sporet af H.C. Andersen

 

Overalt i Odense indre by støder man på fodspor. Sporene angiver en rute på cirka to en halv kilometer, der går gennem byen, forbi nogen af de steder, der har haft betydning eller var dele af byen og bybilledet, da H. C. Andersen trådte sine barnesko. 

Jeg havde været på Odense Museum, havde besluttet at det var tid til is, og var egentlig på vej mod ishuset, da sporene igen dukkede op. 



Jeg havde overvejet for og imod, var nået frem til at det var ikke en del af min tur til Odense. Men så blev jeg alligevel nysgerrig - hvor langt skulle jeg gå, hvis jeg fulgte sporene. Det med is kunne godt udsættes, jeg havde som sådan god tid. 

Jeg slog op, besluttede at to en halv kilometer snildt kunne indeholdes i en plan, der ikke rigtig indeholdt andet end is og hjem til strikketøjet. I øvrigt gik turen lige forbi ishuset, og dermed kunne jeg spise den der is, på den sidste del af turen. 

Turen viste sig at være en rigtig fin tur gennem byen, med nedslagspunkter ved steder, der fortæller en historie om en tid, der var meget anderledes end nu. 




Følger man ruten slavisk, og starter ved punkt et, er det første stop fødehjemmet, H.C. Andersens Hus. Jeg startede midt i det hele ved fattiggården, hvor Andersen gik i skole. Senere kom jeg forbi både barndomshjem, fødehjem og vaskepladsen ved åen, hvor hans mor tjente til livets ophold.

Turen gik også forbi Tugthuset, Sankt Knuds Kirke, hvor Andersen blev konfirmeret, Rådhuset, Odense slot, der i dag rummer en række forvaltninger, Sankt Hans Kirke hvor babyen Hans Cristian blev fremstillet efter en hjemmedåb og Sortebrødre Torv, hvor byens teater lå og barnet Andersens fantasi blev fortryllet. 






Ved Comwell er en statue af forfatteren selv. Dem er der flere af rundt om i byen. Den her er ret fin, han sidder på en bænk og lægger lidt op til at man kan sætte sig ved siden af ham. Jeg forestiller mig ikke han i levende live ville have været glad for folk der satte sig på hans kappe. 

Fodsporene er langt hen ad vejen lette at følge. På gader og stræder er de temmelig synlige. Visse steder - speciel når en gade er forceret - kan det være nødvendigt at se sig lidt omkring, for at finde sporet igen. På stier og ved plæner kan det være lidt sværere. Sporene er længere fra hinanden og et enkelt sted var jeg ved at gå den forkerte vej. 




Jeg synes det er en fin ide, sådan at lægge en rute gennem byen, med skiltninger i belægningen, der ganske kort fortæller om de steder man kommer forbi. Det kan anbefales at samkøre med enten Visit Odense eller Visit Andersen, der begge rummer en længere fortælling om de enkelte steder. Specielt hvis man gerne vil vide mere end bare at det her er Tugthuset...

Jeg gik hele turen, endte igen ved fattiggården, havde spist min is og begyndte at overveje hvad aftensmaden skulle bestå af, inden jeg var klar til en aften med strik og hygge i et hjørne af en sofa.