I min søgen efter Odenses tidligste historie, endte jeg på TID. Odenses historiske museum.
Jeg er meget visuel, og jeg bliver altid begejstret for kort. Kort, der viser udvikling. Hvor startede byen, hvordan voksede den, hvor står jeg nu i forhold til engang for tusindvis af år siden...
Det er der ikke meget af på TID. Jeg var faktisk lidt skuffet. Det var ikke fordi det ikke var spændende, jeg havde måske bare forventet lidt mere. Eller håbet på mere. Et kort for eksempel. Der var faktisk et kort. Et digitalt billede af Odenses udvikling gennem mange år, på et gulv, fra en projektor, men uden jeg rigtig kunne gennemskue hvor byen startede.
Der findes et tidligt kort over Odense, som jeg fandt flere steder. Kortet er fra 1593, og faktisk rigtig fint. Det er let at følge de gamle gader, der stadig findes og jeg kan også se den gade jeg boede i. Alligevel var jeg ikke rigtig tilfreds. Måske stiller jeg for store krav. Men jeg står ikke tilbage med et klart billede af hvor og hvordan Odense opstod.
Jeg er klar over at Odense referer til Odin, jeg lærte at Nonnebakken - vikingeborgen fra Harald Blåtands tid, ikke var en del af byen, der allerede bestod da borgen blev bygget. Og jeg ved nu at Odense har været et vigtigt sted for rejsende over Fyn - det kunne jeg godt have regnet ud.
TID består af flere bygninger. Der er Møntnergården med udstillinger af den tidligste tid. Der er Pernille Lykkes Fattigboder, der viser hvordan fattige kvinder fik bolig efter adelsfrøkenen Pernille Lykke oprettede de små huse, til værdigt trængende. Der er børnenes museum i andre gamle bygninger. Og der er også nyere bygninger, der rummer resten af museet.
Jeg tror jeg er nødt til at sige, at jeg har oplevet mere interessante museer andre steder.
Men så var der æblet. I indgangshallen hænger et kæmpe rødt æble. Hvorfor hænger der et æble der? Det var der en forklaring på - og hvis ellers jeg husker nogenlunde korrekt, lyder historien nogenlunde således.
Der var engang en fynsk skolelærer, der boede sammen med sin kone og sin lille datter et sted på Fyn. Den lille datter led af en uhelbredelig sygdom og døde kun seks år gammel. samtidig voksede der i skolelærerens have et æbletræ med de mest vidunderlige røde æbler. Da det viste sig at det ikke var et hvilket som helst æble, men en helt ny art, ønskede skolelæreren og hans kone at opkalde æblet efter deres lille datter.
På Landbohøjskolen havde de andre planer. De mente ikke et æble kunne have et pigenavn, og ville hellere at det hed et eller andet med nogle tal. Skolelæreren holdt fast. Det skulle opkaldes efter hans datter. Det skulle være med til at mindes hende.
Skolelæreren vandt. Og heldigt for os. For hvor ville det være kedeligt, hvis et Ingrid-Marie æble hed et eller andet med nogle tal.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar