Da Oscar i sommers fyldte år, gav min mor og Annelise ham en billet til Pinocchio, som skulle bruges i lørdags. Med i gaven fulgte også billetter til Emilie og jeg.
Jeg hentede barnet lørdag formiddag og han var glad og fro, vidste godt han skulle i teatret og vi snakkede lidt om på vejen at det ikke er som at gå i biografen, men lidt alligevel.
Pinocchio spiller i Riddersalen på Pile Alle. Jeg har aldrig været i Riddersalen, jeg ved ikke hvorfor, men vel fremme blev vi mødt af en gammel og lidt dyster bygning. Så dyster at Oscar ret hurtigt ikke havde lyst til at være der. Han synes der var uhyggeligt.
Jeg synes at vi i hvert fald skulle prøve at se teatret, og mens vi ventede viklede jeg ham ind i mit sjal og gik udenfor i solen. Han var ikke helt med på aftalen om at vi lige skulle prøve, men fandt sig alligevel i det.
Vi havde fine pladser. tæt ved scenen, og mens vi sad og ventede bedyrede barnet mere end en gang, at han gerne ville ud. Selve opsætningen var faktisk lidt uhyggelig, men jeg håbede stadig at han kunne blive fanget, når spillet først gik i gang.
Det blev han ikke. Skuespillerne gik på scenen, spurgte mod publikum om alle var klar, hvorpå Oscar med høj og klar stemme proklamerede at det var han ikke.
De gik alligevel i gang. De nåede ikke langt, før jeg valgte at gå ud med ham. Helt nede ved døren var vi på så lang afstand, at han blev stående og kiggede med et par minutter, inden det alligevel blev for uhyggeligt.
Senere fortalte både Emilie, Annelise og min mor, at det var faktisk en noget dyster og uhyggelig forestilling.
Ude brugte vi en del tid i cafeen, hvor der er billeder af skuespillerne, der har spillet på teatret gennem årene. Oscar snakkede, og snakkede, kravlede lidt op og ned ad trappen, kunne bedre håndtere at være der, uden alle de forventningsfulde teatergæster og havde nok fundet sig i at blive til alle kom ud, hvis ikke jeg havde foreslået at vi gik ud og fandt en legeplads.
Mens vi sad der, kunne vi høre lyde fra teatersalen og Oscar, der kender Disneys version, mente med mellemrum at vide, hvor i forestillingen de var nået til. Det var helt hyggeligt at sidde der og tale om historien, gætte hvor langt de var nået og tale om den videre handling.
Den unge gut, der passede baren og billetterne og hvad der ellers skal passes ude foran sådan en teatersal, var så hyggelig, og da resten af selskabet kom ud fra salen, havde han helt styr på at fortælle dem, at vi var gået på legepladsen.
Vi nåede nu ikke så langt. Dengang vi stod af bussen på vej derhen gik vi forbi skøjtebanen ved Frederiksberg Runddel. Der gik vi hen. Det tog tid at komme derhen, for vi skulle også lige kigge på spor i sneen, hoppe ned i et bassin uden vand og bare have god tid.
Jeg ved faktisk ikke om man må være på banen uden skøjter. Men jeg lod barnet glide lidt rundt i et hjørne. Han havde en fest og trods mange mennesker på banen. var han ikke i vejen, så jeg tænkte at det nok var i orden.
Da de andre kom, gik vi mod Frederiksberg Centret og den is, oldemor havde lovet oldebarnet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar