Yarn Along - Uge 37

Jeg kan lige nå det - inden ugen er slut.


Jeg kan mærke mørket presse på. Jeg får ikke sat mig foran computeren, lige så meget som jeg gør på lysere tider af året. Anders går tidligere og tidligere i seng - det har vist sig at tager han tyve minutter før af sted, vinder han fyrre minutter i den anden ende.

Jeg er bare glad for, at det ikke er mig, der skal op tyve minutter over fire hver morgen. Og vinker derfor godnat længe før jeg mener det er mine sengetider. Men også længe før, jeg er klar til computertider - som sker i soveværelset - når ikke jeg har den bærbare med hjem, med mulighed for hjemmearbejde. Og altså blogindlæg.

Jeg kan bare bedre lide tastaturet på min egen. Tastaturet på den bærbare giver sig, så jeg ikke altid skriver det, jeg tror jeg gør. Ord der mangler tre-fire bogstaver kan godt være svære at tyde...


Søndag har jeg brugt sammen med Sille og Rose. Det føles som længe siden - vist bare fjorten dage. Roses udtale af Pernille, er forandret for hver gang jeg ser hende. Jeg kan ikke gentage, men er ikke i tvivl om hvad hun siger, og for hver gange ligner der Pernille mere og mere. Lige pludselig er den der.

Ellers kan jeg godt være i tvivl om hvad hun siger. Pigebarnet taler som et vandfald, og meget af det er mest af alt sort snak, som ikke engang hendes mor er helt sikker i tydningen af. Også det skal nok med tiden blive lettere for alle at forstå.


Sille har lånt vores store slagboremaskine. Hun er ikke færdig med at låne den, men nu vil Daniel også gerne låne. Altså de fulgte mig til stationen, så jeg ikke behøvede at slæbe den - sådan et dyr er temmelig tungt - i den anden ende stod Anders klar.

Daniel får den med hjem i morgen, så kan Sille låne den igen en dag, hun har adgang til en bil.















Læse:

Historien har pludselig fået ben at gå på. I løbet af de sidste dage, er Axels jagt på den russiske mafia og Vickys røveri begyndende bundet sammen, på en måde, der stadig levner masser af plads til nye overraskelser.

I aftes tog det hele endnu en drejning, jeg ikke havde forudset og samtidig har jeg stadig visse ideer om hvem der kan være blandet langt dybere ind i dramaet, end det lige nu tyder på.

Jeg venter spændt på at kunne læse de sidste sider.


Strikke: 

Først strikkede jeg en sweater til Oscar - som tydeligt var for stor. Så strikkede jeg en mindre, som heller ikke passer.

Nu prøver jeg med Rajas Raglan og tror måske nok, at der stadig er god plads at vokse i. Da jeg tog billederne manglede jeg ikke meget på det sidste ærme.

Nu er den faktisk færdig, enderne er hæftet og en knap er fundet blandt Klubbens muligheder.

Den mangler bare en vask.

Og et barn, der passer.