tirsdag den 5. februar 2013

Slået omkuld


Udenfor har natten bragt et hvidt drys, og kulden sniger sig indenfor i vores temmelig dårligt isolerede hjem. Jeg er glad for tykke sokker, uldne sweatre, tæpper og theen i min kande.


Februar 2013


Siden i søndags har jeg mærket optræk til sygdom. Jeg gider ikke være syg, og har gjort hvad jeg kunne for at undgå.

I går ville jeg af sted. Koste hvad det ville. Det er utroligt hvor meget man kan hanke op i sig selv, og føle sig rask - mens krigen raser indeni - ude blandt andre.

Min totale kolaps, da jeg nåede hjem i aftes, fik mig alligevel på andre tanker. Fik mig til at se i øjnene, at jeg ikke er rask.

Og skulle jeg have været i tvivl, gav det sidste skub, at jeg lige troede, at jeg kunne løbe i kælderen og vaske, og samtidig gå omkring nærbutikken og købe lidt ind.


Februar 2013


Jeg var af sted, så det er gjort. Men jeg nåede hjem med feberkoldsved og uden halvdelen af det, jeg hjemmefra mente at skulle have med.

Nu er jeg kravlet under tæpper med varm the inden for rækkevidde. En time på langs er vist ikke at foragte. Jeg har kastet håndklædet i ringen og ringet mig syg.

Måske jeg senere tør forsøge igen. Hvis jeg denne gang skriver en seddel hjemmefra, glemmer jeg formentlig ikke halvdelen. Og med viden om, at jeg kan kravle under dynerne, når jeg er hjemme igen, er en indkøbstur ned om hjørnet ikke det værste, jeg kan udsætte mig selv for.

8 kommentarer:

  1. Aii, hvor træls. :-( Rigtig god bedring og godt at du har meldt dig syg, men lad nu være med at gå ud mere i dag, det giver bare bagslag. :-)

    SvarSlet
  2. Puha, de baciller kryber ind over alt. Saa kryb du ind under dynen og vent paa at bacillerne finder sig et andet offer.

    SvarSlet
  3. Man kan næsten fristes til at sige "velkommen i klubben" - god bedring til dig. Pas på dig selv

    SvarSlet
  4. God bedring og pas du bare sofaen :-)

    SvarSlet
  5. Under dynen med dig - og god bedring!

    SvarSlet
  6. Fyfy Pernille nu har du udsat en masse andre for dine baciller. Du må vist hellere uddelegere nogle af dine pligter og så pleje dig selv rigtig godt, så du atter kan blive frisk og foretagsom og med huskeren på fulde omdrejninger.
    Rigtig god bedring og knus

    SvarSlet
  7. Det er nu meget sjovt at mens hele landet har ligget øde af onde influenzaer, bliver jeg nedlagt af en simpel forkølelse. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg oplever ofte at mit hoved bliver udsat for så stort et tryk, at det ikke bare føles dobbelt så stort og meget tungt. Det sætter sig også på både ører og tænder. Og hals.

    Tak for alle de gode ønsker, jeg har det allerede meget bedre. Lige nu er jeg enormt usikker på, om jeg er frisk til arbejde i morgen eller jeg skal trække den en dag længere.
    Det må morgendagen afgøre.

    SvarSlet