fredag den 1. februar 2013

Så dukkede fredag op, gad vide hvor de andre dage blev af


Det er fredag. Ugen er silet som sand mellem fingrene. Forsvundet hurtigere end jeg synes, jeg kan følge med.


Fredagformiddagssysler


Jeg tuller rundt. Fletter lidt, strikker lidt, syer lidt. Strør blomster over Emilies kjole, der snart er klar til at komme på igen. Denne gang med lidt mere plads over skuldrene.

Jeg havde en plan om at vaske. Jeg gider ikke. Klarer i stedet opvasken. Rydder et bord, og leder efter foråret på altanen. Altanen, der ligner jeg ved ikke hvad. Altanen, der aldrig blev efterårsklargjort. Potter står med visne planter. Bænken er fuld af potter og skrammel, og slet ikke til at sidde på.

I et hjørne under en stol, har de forårsfriske bebudere, jeg allerede en gang i år har stiftet bekandtskab med, overlevet sidste uges frost og sne. De står stadig grønne. Jeg tror det er tulipaner, men jeg er ikke sikker. Planteriget er ikke min spidskompetence.


Fredagformiddagssysler


Fredagformiddagssysler


I Ballerup er der seksdagesløb. En af drengene i Caféen er udtaget til miniseksdagesløb. Jeg har tjekket op og set han efter førstedagen, sammen med sin makker, har en god placering.

Jeg satser på vi hepper på afstand, og håber fredagen vil få de sidste kampe i den hjemlige billardturnering afsluttet. Vi har trukket det længe, og besluttet at i dag er sidste mulighed. Ellers venter en diskvalificering.

Det er hårde odds, men vi er enige. Mig og drengene. Der har været tid nok.


Fredagformiddagssysler


Jeg har også tid nok. Rydder lidt mere, syer og strikker lidt mere. Det er fredag, jeg har masser af tid. Weekenden venter lige om lidt. En weekend, der for en gangs skyld har planlagte aktiviteter indlagt.

6 kommentarer:

  1. Det er så hyggeligt med sådan en dag fyldt med alting og ingenting. Rigtig god hyggefredag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Christunte. Arbejdsdagen er slut, weekenden er i gang. Jeg er landet hjemme og glæder mig til en aften med benene oppe :)

      Slet
  2. Weekender er en skøn opfindelse og fredage næsten endnu bedre, når tiden bare er til, til ingen ting. Nyd den og hyg dig med alle dine hyggelige sysler. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kan tro jeg hyggede Catarina. Nåede mere end jeg troede, og nu hvor weekenden for alvor er i gang, nyder jeg endnu mere :)

      Slet
  3. At tulle lidt rundt er en tilstand jeg holder meget af :)
    Jeg synes nu du når utroligt meget i løbet af bare en uge!

    SvarSlet
    Svar
    1. Losarinas mor, nogen gange kan jeg blive lidt overrasket over hvor meget jeg når. Andre gange over hvor lidt :)

      Slet