Oscar-mandag

Mandag er Oscar-dag, og selvom han måtte vente noget på maden i dag og han måske var lidt mere træt end andre dage, var det som sædvanligt super hyggeligt at have besøg af både barn og forældre.





Oscar startede med at tømme kassen med Duplo. Det er han god til, og han går målrettet mod enkelte dele. De to små rasler er et hit, det samme er den lange gule klods, blækspruttedimserne og et par stykker mere.

Derfra fik han nok af at lege, tog en tur under bordet og endte på skødet af sin far, hvor der tydeligvis var bedst at være i dag.





Mens Oscar tronede hos Daniel, hoppede Amalie på klodserne og byggede det højeste, temmelig skæve tårn jeg endnu har set bygget af Duplo. At det blev stående - længe - var faktisk ret imponerende.

Da maden var væk, var Oscar grydeklar, familien pakkede sammen, og jeg må indrømme at jeg gik omkuld på sofaen.







I morgen har jeg fri.

Vi kæmper stadig med de sidste feriedage, som på grund af sygdom og mandskabsmangel har været svære at finde plads til. Da Berit tidligere i dag foreslog at jeg blev hjemme i morgen og slipper for rollen som vikar, når min egen klasse alligevel er til skole-OL finale i Aarhus, slog jeg til.

Umiddelbart var det bedste mulighed. Hun foreslog også lørdag eller søndag...

Landbohøjskolens Have

Tidligere i dag sad jeg i Landbohøjskolens Have.





Det er sådan et fint sted, og jeg forstår slet ikke at jeg aldrig har været der. Jeg har cyklet forbi masser af gange, men aldrig stoppet op. Anders derimod, lader aldrig en chance for en plet med grønt gå sin næse forbi, og kender derfor cirka samtlige små og store parker og grønne pletter i København.

Jeg kunne snildt have cyklet forbi igen i dag. Jeg stoppede kun, fordi jeg ville finde et pænt sted at fotografere en bunke uld.

Det var nemlig ulden, der var grunden til at jeg overhovedet sad på min cykel et sted midt på Frederiksberg.

Verden er vidunderlig, og når vi lærer vores børn at de skal passe på fremmede, at være skeptiske og tænke sig om, er der også grund til at tro på at der findes en hel masse mennesker - både store og små - derude i cyberspace, der vil os det godt.

Personligt må jeg erkende at jeg har mødt rigtig mange skønne mennesker gennem nettet.









Denne gang var det Stine, som rydder op, og tænkte at jeg kunne bruge den bunke uld hun har haft liggende alt for længe. Mon ikke jeg kan det!

Så jeg cyklede til Frederiksberg, fik uld med hjem og stoppede ved Landbohøjskolens Have. Jeg var ikke den eneste, der havde glæde af haven. Alle de andre virkede bare som om de kendte den lille perle og havde allierede sig med tæpper og madkurve.

Vejret var fantastisk, solen skinnede, himlen var blå og der var nærmest ikke en vind, der rørte sig. 

Stine sagde karteflor. Lige sådan noget man kan spinde af. Jeg tænke at det nok var en uspecificeret uldtype. Da det viste sig at være sydafrikanske merinofår, som er noget af det blødeste, var der jo nærmest ikke et øje tørt.





I første omgang tænker jeg at her er grobund for leg. Mulighed for at prøve nogen af alle de muligheder af, som hele tiden dukker op hist og her, efterhånden som jeg afsøger spindingens kunst. Det er i øvrigt sjovt - men jeg har over de sidste dage flere gange oplevet spindeudtryk pludselig er forståelige. Jeg kender nemlig mange af begreberne, har hørt udtryk før, og måske haft en anelse om hvad det handler om. Men nu kan jeg sætte noget praksis på, som betyder at ordene, begreberne og udtrykkene får ny mening.

På turen hjem meldte en ny tanke sig. Jeg vil stadig gerne lege. Jeg vil også gerne farve. Umiddelbart, da Stine sendte et billede af ulden. tænkte jeg at den ufarvede uld kunne bruges til netop det. Men hvorfor stoppe der? Der er bestemt flere af farverne, der kunne stoppes i et farvebad.





Jeg tænker syrefarver. Jeg legede med naturfarver for et par somre siden, og det gider jeg stadig godt - det er bare ikke rigtig blevet til mere. Men syrefarverne kan noget andet, som jeg også har lyst til at lege med. Samtidig skinner de meget solide, nærmest neonfarvede fibre mig lidt i øjnene, og jeg tror de kunne blive spændende efter et farvebad.

Jeg har ikke travlt, det må gerne ligge. Længe. Mens jeg tænker videre.

Kernelæder i bladform

Vore grønne dame er på barsel. I stedet har vi en ny grøn dame. Den nye grønne dame manglede en nøglering og Berit fandt en af de meget fine magentafarvede fra BUPL.





Jeg er ikke helt sikker på hvilken uddannelse vores nye grønne dame har. Hun har lavet mange spændende ting og vi er helt sikkert i naturvejlederkategorien. Naturvejledere skal ikke gå rundt med lyserøde BUPL nøgleringe..

Altså satte Berit Louise på sagen, Louise indrullerede mig og inden længe stod vi på hovedet i alt det gamle læder og værktøj, som vi ikke rigtig får brugt. Mest fordi vi ikke synes vi ved nok, og måske også lidt fordi det var Steffens område, selvom Steffen er gået på pension for mange år siden.

Louise havde en plan. Vi udviklede på planen, snakkede grønne blade, skar i kærnelæder og  måtet se i øjnene at vi ikke havde noget grøn bejse.









Jeg skar bladene ud i fri hånd af en strimmel læder, der var forberedt til et bælte og prægede bladribberne med en pen fra en samling, jeg fik af en forælder for mindst ti år siden, og som vistnok er beregnet til prægning i papir. Den virkede glimrende til læder.

Louise bejsede på livet løs og skar i første omgang smalle remme til sammensætning. Det virkede ikke som forventet, så i stedet gravede vi en rund lædersnørre frem.

Da det hele var tørt og sat sammen, pakkede vi ind og forfattede en lille historie om at vi havde brug for den grønne dames ekspertise.





Der blev glæde, da hun pakkede ud, og så er det skønt at lave og give gaver. Bladene er i daglig brug og personligt synes jeg de bliver flottere og flottere for hver gang jeg ser dem.

Shop Amok

Da jeg sad den anden dag og havde trykket betal tredie gang, ved den tredie internetbutik, fik jeg en følelse af at skulle retfærdiggøre.





Det skal jeg ikke, alligevel synes jeg det er lidt vildt at kunne køre ud og hente ikke mindre end tre pakker fra tre forskellige steder.

Jeg købte sådan set kun det jeg manglede, det jeg havde samlet sammen og lidt til, fordi det var dumt andet, når der alligevel skulle porto på. Men alt sammen noget jeg har kigget på, gerne vil have og helt sikkert får brug for.

Og så sidder jeg alligevel med følelsen af overforbrug.





Nu skal jeg heller ikke have mere. I et stykke tid. Nu er der grobund for både det ene og det andet. Noget nyt er på vej og andet venter ude i fremtiden. Jeg har jo meldt mig til den der uldklub, og oveni bestilt rødt uld, som kommer samtidig med første sending.

Der er også et marked til august, som jeg gerne vil med til. Samtidig står jeg pludselig med en lille bunke penge øremærket sjov - vel at mærke sjov med uld. Jeg har gjort en indhug, men der er stadig noget tilbage.

Og for at det ikke skal være løgn sendte jeg en bestilling over sea. Helt til Canada, hvor det viste sig at jeg kunne købe spændende uld, inklusiv porto, for mindre end i Danmark. Måske kommer der told på, men så lever jeg med det. Jeg er mere spændt på hvornår det tager af sted. Jeg har fået ordrebekræftelse og besked om en besked når det er sendt. Jeg venter stadig på besked.




Men altså.


Jeg købte strømpepinde til ærmestrik - de er taget i brug. Og et ekstra sæt i en størrelse jeg ikke har.

Jeg købte den fineste lille trådhenter til rokken. Hidtil har jeg brugt en hæklenål. Det kan man godt, men en hæklenål er lige og kræver to trin, for at tråde rokken. Med trådhenteren er der kun et trin. Den er afprøvet og fungerer perfekt. Og hænger så fint på en lille krog, man skulle tro var beregnet til det.





Jeg købte olie med en lang kanyleagtig tud. Jeg smører tit, tænker at den trænger, at de mange år i en kælder har tørret ud. Det skal være rokken vel undt, og får den nok, kommer der nok en dag, hvor den trænger mindre. Jeg kunne sagtens have købt olie andetsteds. Men jeg ville gerne have den lange tud. Specielt påsætningen af pedalen ved forbenene kræver meget olie, rokken bliver så glad for lidt, men det er svært at komme til, og jeg tror den vil have godt af at jeg kan dryppe længere inde.

Jeg købte strømpeblandinger. To forskellige. Det kunne være så cool at spinde garn til egne strømper. Det er også et overskueligt projekt. Uldtrolden har en slags blanding med både silke og træfibre som det slidstærke. Garngalleriet nøjes med silke. Et strømpegarn med et højt twist både i spinding og tvinding skulle give god slidstyrke - siger de kloge. Farvemæssigt er jeg mest vild med den grønne. Så jeg tror jeg starter med den blå... Så kan den være prøven.









Jeg købte også uld. Det var ikke nødvendigt og stod ikke på listen. Men den var der, og farven er den jeg har sukket mest over, når jeg har kigget Birthes farvekort gennem på Garngalleriets side. Emilie ville have købt netop den farve til mig i fødselsdagsgave, men den var udsolgt. Nu var den her, jeg slog til og jeg tror at Tang vil gøre sig rigtig godt sammen med Vårgrøn, som Emilie endte med at købe.

Doris

Jeg plejer at slå op til et par nye strømper, når de igangværende er færdige. Men så var det projekt-gør-tingene-færdige så dagens lys, og stedet for at strikke nye strømper, fandt jeg de igangværende mønsterstrikkede vanter frem.





Det er også en slags strømper...

Eller i hvert fald lidt i samme kategori.

Nu er de også færdige, men der er stadig ikke nye strømper på pindene.

Det kommer nok. Jeg har faktisk ikke travlt. Det er en lille smule mærkeligt. Men også helt okey.





Til gengæld har jeg over de sidste dage opdaget noget nyt.

I går gjorde jeg mig store tanker om strømpepinde versus magic loop og ville helst det første. Det vil jeg stadig helst, nogen gange - og venter stadig på pinde til ærmestrik.

Faktisk ligger de oppe i pakkeboksen og venter på at blive hentet. Men jeg ville hellere hjem, da jeg havde fri end stoppe i centret og gå gennem myldret. Jeg henter dem i morgen... eller en anden dag. Inden længe.

Jeg snakkede også om mønsterstrik på en hue i går. De mange flere masker en hue kræver kontra vanter, var meget nemmere at sidde med. Jeg fik en oplevelse af at mønsterstrikken gled meget lettere, og det blev pænere. Der er nok heller ingen tvivl om at garnkvaliteten har noget at gøre her, og at huen fra i går, bliver strikket med noget ultralækkert garn.





Med til huen hører et par vanter. Da huen var færdig slog jeg op til vanterne - på strømpepinde. Det fungerede fint til ribben, men da mønsterstrikken stod for døren, virkede det bare overhovedet ikke. Altså skiftede jeg til rundpind og magic loop. Det var så meget lettere.

Doris blev strikket på strømpepinde, og det var lidt noget rod at sidde med. Måske er det også derfor de er endt til den noget lille side. Eller også var det fordi vanter altid ender med at blive for store og det skulle de her ikke være. Det er de så ikke!

Men altså nu er jeg jo nødt til at strikke endnu et par mønsterstrikkede vanter - med magic loop. Bare for at finde ud af, om det gør en forskel. Det - eller om det handler om garnet.











Design: Doris af Clara Falk fra bogen Vanter til alle årstider.


Garn: Højlandsuld fra Garnudsalg. Udenpå er mønstret strikket af farverne Græshoppe og Åbent hav, mens striberne indeni er af Viol og den samme Græshoppe.

Jeg har ikke styr på hvor meget jeg har brugt af hver farve. Men de færdige vanter vejer 28 gram.


Pinde: 2½ mm strømpepinde. Knit Pro Zing - 15 centimeter lange.


Størrelse: Der er kun en størrelse. Jeg strikkede dem noget mindre, for at passe til min hånd. Det blev lidt småt. Jeg kan sagtens være i dem, men det kunne have været fint med lidt mere bevægelsefrihed.

Det husker jeg næste gang.







Bemærkninger: Jeg startede med en hestetømme - lige så mange omgange som maskeantallet - og samlede masker op heri. Bortset fra lidt kortere længde på både hånd og tommel, strikkede jeg efter anvisningen.

Til foeret samlede jeg masker op på bagsiden af hestetømmen, og strikkede nogenlunde efter opskriften. Jeg skulle nok have taget en maske eller to ind, for at gøre foeret lidt mindre. Det gør jeg næste gang.

Foeret strikkede jeg stribet, to omgange af hver farve. Jeg orkede ikke striber på tomlen, som alligevel ikke kan ses, så den blev lilla på begge vanter.

Jeg synes ikke det var fantastisk flot strik, men maskerne lagde sig så fint, efter vask. Det var nærmest magi.


Har du lyst til at se flere billeder af vanterne, kan den ses lige her på Ravery.

Yarn Along -- Uge 24

Pinsen er ovre og ugen næsten slut. Weekenden var fuld af skønne dage, der blev udviddet med en enkelt feriedag. En af dem, der skulle have været brugt inden maj, men som er givet i dispensation inden sommerferien.

Et overanstrengt ledbånd er på vej på plads og dagene forsvinder mellem børn, sjov, alvor og leg med uld. Jo mere jeg spinder, jo mere synes jeg der er at lære. Hver eneste gang jeg kan se mit snit til det, ser jeg et afsnit af den canadiske podcast om spinding. Hver eneste gang lærer jeg nyt, får lyst til at prøve nyt af, og ser nye vinkler i spindeprocesserne.

Afsnittene er lange - mindst en time - der er næsten hundrede og tyve, og flere kommer til. Heldigvis kan jeg se de bliver kortere i fremtiden. En time er lang tid at sætte af, også selvom det er lærerigt.














Læse:

Jeg får ikke læst så meget i øjeblikket. Det er tung bog, der er lidt for meget politik og samtid. Jeg kan godt lide politik og samtid, men ikke i bøger, der er tænkt som underholdning. I hvert fald ikke, når det får lov at fylde så meget som her.

Samtidig synes jeg faktisk også det er en spændende bog. Spændende nok til at jeg har lyst til at læse videre, men ikke spændende nok til at fastholde mig ret længe.

Jeg håber snart der sker noget. Bare noget.


Strikke:

Skulle hun ikke færdiggøre igangværende projekter? tænker du måske, og tænker videre at det der farvestrik, har du da ikke set før. Og jo, svaret er ja - til begge dele.

Jeg er i gang med at færdiggøre. Mangler ikke ikke meget mere end fire ærmer, en hætte og noget kantværk. Så er det slut med igangværende projekter.

Jeg målte arme på Anders. Daniel må vente, siden brug for mål er dukket op, har vi kun set hinanden ude. Ude til min fødselsdag, ude på Middelaldermarked. Han kommer her på mandag - så bliver det tid til mål. Det er heller ikke et problem, der er masser af ærmestrik tilbage på Anders' del af de to sweatre.

Problemet handler om strikkepinde - som man godt kan have for få af. Åbenbart. Jeg købte nye små ærmespidser til ærmestrik. Strikkede halvdelen af det ene ærme, konstaterede det blev for bredt, og strikkede halvdelen af det andet ærme. Det bliver godt.

Nu er ærmepinden blevet for stor. Magic loop er en fantastisk teknik, jeg kan bare bedre lide strømpepinde til smalt ærmestrik. Og så døde projektet lidt. De nye små spidser til ærmerundpinde, er mere målfaste end hele samlingen af henliggende strømpepinde. Når jeg kan se forskellen, inden jeg måler, til trods for samme størrelse, mister jeg lysten til at bruge de redskaber jeg har.

Altså er nye pinde med rigtige mål (håber jeg - de er i hvert fald af samme slags, som minispidserne) på vej. I ventetiden slog jeg op til KAOS vintersættet, der kom med mig hjem fra Fiberfolk.

Jeg er lidt imponeret af mig selv. Garnet er fantastisk at strikke med, mønsterstrikken bliver så fin, at jeg er begyndt at tænke, at det slet ikke er så svært. Så lidt svært at jeg er begyndt at kigge på sweatre med mønsterstrikket bærestykke.

Det kunne godt blive et fremtidigt projekt. Ikke nødvendigvis lige nu. men med tiden. det vigtige er ikke at strikke et mønstret bærestykke, det vigtige er at finde det helt rigtige - det kan godt tage tid.


Siden jeg tog billeder i morges, er huen færdig og jeg har slået op til den første vante.

Det er muligt solen skinner nu, men til vinter er jeg klar til kulde.

Skønne gaver

Jeg blev begavet i går.





Min nyvundne interesse for spinding, gav genlyd blandt gaverne. Jeg må også indrømme, at jeg stort set ikke har ønsket andet end spinderelaterede ting, når nogen har spurgt.

Emilie havde været hos Garngalleriet og købt det eneste grønne af Birthes håndfarvede uld. Tohundrede gram Vårgrøn Shetlandsuld. Med i sendingen var det fineste kort og en prøve af farven Bærmispel farvet på Ekstrafin Merino - tro lige det er blødt.





Anders havde købt mig et haspetræ. jeg har gentaget sætningen om at det eneste jeg ønskede var et haspetræ så mange gange, at han ikke kunne gove mig andet. Han holdt på det sidste på, at han gav mig en pose blandet slik - med noget træ til at holde lidt på indpakningen. Han havde ret - han havde nemlig sammen med træet pakket den mindste lille pose med tre karameller.

Et haspetræ bruges til at lave fed, når garn er spundet - eller når man ellers har brug for at lave et fed garn. Jeg kunne godt have brugt det forrige år, da jeg solfarvede med garn fra en stor cone, der først skulle vindes op til noget farvemæssigt mere håndterbart.

Nu er det endnu en grund til at spinde det candyflossfarvede uld. Jeg ser i hvert fald temmelig meget frem til at afprøve himstragimsen.





Sille havde fundet den fineste paraply, med de helt rigtigt farver. I taskestørrelse, den var med på marked i dag. Jeg fik ikke brug for den, men det var nok fordi den var med. I modsætning til haspetræet har jeg ikke samme behov for hurtigst muligt at tage den i brug.

Min mor gav en gave af den slags jeg selv bestemmer. Nu er spørgsmålet bare om jeg skal købe uld, eller de der sandaler, jeg har kigget langt efter, siden Louise en gang for et par uger siden begyndte at snakke om sommer og sandaler...





Jeg fik også en saks. Sådan en der kan klippe alt, og som skal bo i køkkenet. Saksen er fra Jamie Oliver, kan skilles ad og er nem at gøre ren.

Strengt taget var den ikke en fødselsdagsgave, men en gave til husholdningen (som Anders nok kommer til at bruge mest). Min mor og Annelise fandt den, og var selv så glade for den, at vi da også skulle have - hvis vi ville. Det ville vi godt.